Af: Nicolai Busekist
|
08/03/2024 11:07
Mest læste i dag
Red Bull-boss Christian Horner har været i massiv modvind på det seneste, da han har været anklaget for upassende opførsel af en kvindelig kollega.
Det førte til en undersøgelse af hele sagen, som mundede ud i, at han blev frikendt for alle anklager. Det har dog ikke fået sagen til at stoppe.
Tværtimod endte sagen med at blusse op igen, da der blev lækket både billeder og beskeder, der er blevet udvekslet mellem Horner og den kvindelige kollega.
Nu lyder det, at Red Bull har valgt at suspendere den kvinde, der fremsatte anklagerne mod Horner. Det skriver BBC og flere nyhedsbureauer.
Det er dog værd at nævne, at det endnu ikke er blevet meldt ud af Red Bull, da de ikke ønsker at kommentere på enkeltsager.
"Red Bull kan ikke kommentere den individuelle situation for en af virksomhedens medarbejdere," lyder det i et svar fra Red Bull ifølge AFP.
Ifølge BBC er den pågældende kvinde blevet suspenderet, fordi hun har 'været uærlig'. Det kan derfor indikere, at det handler om, at der ikke har været hold i hendes anklager.
Denne suspendering kommer kun en uge efter, at Red Bull meldte ud, at Horner var blevet frifundet. Han har desuden hele tiden holdt fast i, at han ikke var skyldig i anklagerne, som aldrig er blevet specificeret i offentligheden.
Hele balladen med Horner har også sat gang i rygter om, at det i værste fald kan betyde, at Max Verstappen forlader holdet.
Blandt andet har der været forlydender om, at han kan blive hentet til Mercedes, der stadig er på jagt efter en afløser for Lewis Hamilton.
Fodbold
Tennis