Af: Jesper Bengtson
|
27/03/2025 15:35
Mest læste i dag
Når man kører Formel 1, er man et kendt ansigt.
Det kan flere af de helt store stjerner også skrive under på, og sidste år fortalte Kevin Magnussen om en vild bytur, hvor han for alvor fik øjnene op for det rockstjerneliv, Formel 1-kørere også kan leve.
Det skete i et interview med Viaplay.
I interviewet bliver Magnussen spurgt ind til et billede, som Lewis Hamilton postede i 2018, hvor de to kørere poserer sammen i nattelivet.
Danskeren starter med at slå fast, at han var rimelig fuld, da billedet blev taget, men fortæller så videre om den pågældende aften.
Magnussen forklarer, at hele familien havde været ude at spise, og at de så endte med at tage på natklub.
Familien Magnussen var dog ikke de eneste, der var klar til at feste, for inde på natklubben, ser de nemlig Hamilton, som de ender med at få bord ved siden af.
Som om det ikke var uventet nok at møde Hamilton i byen, så skete der noget, som Magnussen nok sent glemmer:
"Jeg får kigget tilbage, og så står Lewis (Hamilton, red.) med en kæmpe vodkaflaske - sådan en Magnum vodkaflaske - og hælder ned i munden på min mor," fortæller den danske racerkører med et stort smil på læben.
Magnussens mor var dog ikke den eneste kvinde, som briten fik talt med på den aften:
"Han sad... Der har nok været 15 piger ved hans bord, og han sad som den eneste fyr. Der var Victoria's Secret-modeller og ting og sager. Der fik man lige et rigtigt syn på, hvordan rockstjernelivet kan være i Formel 1," fortæller danskeren.
Til slut bliver Magnussen spurgt ind til, hvad han havde spildt på den trøje, han havde på på det omtalte billede. Hertil svarer han blot følgende:
"Jeg var rimelig godt kørende der," siger han efter at have smågrint lidt.
Fodbold
Tennis