Forside Formel 1 Lewis Hamilton ramte mekaniker: Nu venter straffen

Lewis Hamilton ramte mekaniker: Nu venter straffen

Red,Bull,Ring,,Spielberg,,Austria.,29.june.2025;,Lewis,Hamilton,Of,Great
Jay Hirano / Shutterstock.com

Et pitstop med konsekvenser.

Lewis Hamilton kunne glæde sig over at beholde sin fjerdeplads ved Belgiens Grand Prix, selvom han efter løbet måtte en tur forbi stewarderne.

Episoden fandt sted under britens eneste pitstop på Spa-Francorchamps, hvor han ramte en af Ferraris mekanikere på vej ud af pitboksen.

Hamilton kørte i pit under en virtuel safety car og afsonede samtidig den tidsstraf på fem sekunder, han havde fået efter en kollision med George Russell på løbets første omgang.

Efter dækskiftet fik Hamilton grønt lys til at forlade pitboksen.

En mekaniker befandt sig dog fortsat foran bilen for at justere forvingens klapsvinkel, hvilket førte til et sammenstød.

Heldigvis kom ingen alvorligt til skade.

Ferrari får stor bøde

Stewarderne valgte efterfølgende at undersøge hændelsen nærmere.

Hamilton risikerede i værste fald en sportslig straf, der kunne have kostet ham placeringer, men sådan gik det ikke.

Ferrari blev i stedet idømt en bøde på 30.000 euro, svarende til omkring 224.000 kroner.

Af beløbet er 10.000 euro gjort betinget i de kommende 12 måneder.

Den betingede del af bøden bliver kun udløst, hvis Ferrari begår en lignende forseelse i perioden.

Stewarderne lagde blandt andet vægt på, at Hamilton straks stoppede bilen efter episoden og dermed allerede mistede yderligere tid.

På den baggrund vurderede de, at en ekstra sportslig straf til køreren ikke var nødvendig.

Det skriver racingnews365.

FIA kræver en redegørelse

Ferrari har dog fortsat arbejde foran sig efter weekenden i Belgien.

Inden for de næste 14 dage skal det italienske hold sende en rapport til FIA, hvor teamet redegør for de procedurer, der skal mindske risikoen for, at en lignende hændelse opstår igen.

Stewarderne understregede samtidig, at fejl af denne karakter udgør en sikkerhedsrisiko for mekanikerne og derfor berettiger en betydelig økonomisk sanktion mod holdet.

Hamilton kunne derfor rejse fra Spa med sin fjerdeplads intakt og et vigtigt udbytte til mesterskabet. Ferrari slap derimod ikke billigt fra den kostbare fejl i pitten.

Ads by MGDK