Max Verstappen gik for vidt: Indkaldt til samtale 'bag lukkede døre'
Af: Nicolai Busekist
|
22/07/2024 10:52
Mest læste i dag
Red Bull-teamchef Christian Horner har bekræftet, at han vil tage en samtale 'bag lukkede døre' med Max Verstappen efter hans kritik af holdet og farverige sprogbrug under det intense løb i Ungarn søndag eftermiddag.
Den tredobbelte verdensmester udtrykte sin frustration under det 70 omgange lange løb på Hungaroring, hvad enten det handlede om bilen, situationer på banen eller strategien, hvilket resulterede i lejlighedsvist anspændte udvekslinger med ingeniør Gianpiero Lambiase.
Ved det ternede flag krydsede Verstappen målstregen som nummer fem efter en kollision med Lewis Hamilton på 63. omgang. Her kæmpede de om tredjepladsen, men deres kollision endte med at koste Verstappen yderligere en placering.
Bemærkelsesværdigt nok overlevede hans RB20 det hårde sammenstød, efter at bagenden blev løftet op i luften. Efter løbet blev han undersøgt for 'forårsagelse af en kollision', men stewarderne valgte at undlade at gøre mere ved det, da ingen af kørerne var 'helt eller overvejende skyldige'.
På vej ud af bilen efter løbet og før han så stewarderne, fortsatte Verstappen med at udtrykke sin kritik af sit team, mens han også bad alle kritikere om at 'fucke af'.
"Max var frustreret, hvilket man kan forstå," sagde Horner ifølge RacingNews365, da han blev spurgt, om Verstappen gik for vidt med sine udtalelser på radioen.
"Han har en meget direkte kommunikationslinje med sin ingeniør (Lambiase, red.). Det er noget, de vil diskutere mellem de to."
Horner blev yderligere presset om sagen, hvor Verstappens udtalelser efter kvalifikationen om lørdagen blev bragt på banen. Her sagde han, at folk inden for holdet ikke trak i samme retning, og at andre ikke kunne se problemerne.
Da han blev spurgt, om Verstappen var gået for vidt, var Horner hurtig til at tage sig selv og resten af holdet i forsvar.
"Alle ser, at vi skal finde mere ydeevne, og alle arbejder hårdt på at gøre det. Vi vil have den nødvendige samtale bag lukkede døre," lød det fra Horner.
Horner forsvarede også Lambiase, der virkede til at kalde den 26-årige for 'barnlig', da Verstappen igen fremsatte kritik efter hændelsen med Hamilton.
"På det tidspunkt refererede GP ikke til Max. Han refererede til andre (Mercedes, red.) på radioen, der klagede over en straf. Så jeg tror ikke, at GP's reference på det tidspunkt var rettet mod Max. Andre provokerer åbenbart for straffe, fordi stewarderne også lytter til radioen," sagde han.
"De har arbejdet sammen i otte år, og... Ja, der er ting, vi kunne have gjort bedre i løbet, men det er noget, vi vil tale om som et hold."