Hvis man er en af de bedste racerkørere i verden, er der mange penge at tjene. Det er danske Kevin Magnussen et godt bevis på. Han er en af blot 20 kørere, der har fået plads i Formel 1, og får man en plads her, følger der som regel en fornuftig lønseddel med.
I denne sæson kører den 31-årige dansker for Haas, hvilket han også gjorde i den seneste sæson. Det kan dog blive hans sidste sæson på det amerikanske hold, da hans kontrakt udløber ved udgangen af 2024. Derfor er det altafgørende, at han formår at præstere i år.
Selvom han ikke ligefrem kan prale af at være den bedst betalte kører i feltet, har Magnussen alligevel tjent mange penge i motorsport. Det har ifølge mediet PlanetF1 resulteret i, at han har skabt sig en anseelig formue.
Mediet mener at vide, at han har en estimeret formue på omkring 30 millioner dollars. Det svarer til lidt over 200 millioner kroner. Det samme siges desuden om Valtteri Bottas og Lando Norris.
Ingen af dem er dog i nærheden af de rigeste Formel 1-kørere, der er henholdsvis Lewis Hamilton, Fernando Alonso og Max Verstappen. Den britiske Mercedes-kører har en formue på 285 millioner dollars, hvilket svarer til næsten to milliarder kroner.
Det gør ham til den rigeste kører i feltet, men Alonso er ikke langt fra ham. Den spanske veteran har i dag en formue, der estimeres at lyde på 260 millioner dollars, svarende til i underkanten af 1,8 milliarder kroner.
3.-pladsen på listen går til Verstappen, der har været domineret de seneste par år. Dette har sikret ham en seriøs lønpakke med høje bonusser. Derfor har han i dag en formue på 210 millioner dollars, hvilket svarer til over 1,4 milliarder kroner.