Af: Nicolai Busekist
|
02/08/2024 14:44
Mest læste i dag
Når man skal spille håndboldkamp kl. 09.00, så skal man stå tidligt op. Det er især tilfældet, hvis man vil være sikker på at få varmet ordentligt op inden kampen.
Meget kunne tyde på, at de ungarske spillere ikke stod tidligt nok op. I hvert fald var det Nikolaj Jacobsens tropper, der viste sig at være stærkest fredag morgen, hvor de fik skovlen under deres modstandere fra Ungarn.
Dermed kan de danske håndboldherrer bryste sig af at være ubesejret i deres fire kampe ved OL i Paris. Selvom de kunne forlade banen med endnu en sejr, så var alt dog ikke positivt. Det var nemlig en sejr, de var nødt til at kæmpe sig til, da de havde lidt problemer med at finde niveauet.
"Vi kæmpede meget med det i dag, og det var måske ikke den pæneste håndboldaffære. Ungarn spiller heller ikke den smukkeste håndbold, det er meget fysisk. Men igen, vi kom godt igennem og fik to point," siger Mathias Gidsel, som selv stod for at score otte mål, ifølge DR.
Langt hen ad vejen var det en meget tæt kamp, hvorfor de to hold også fulgte hinanden rent pointmæssigt. I slutningen af første halvleg fik Danmark skruet op for tempoet, hvilket tillod dem at skabe et hul i stillingen. Denne stime formåede de at holde liv i efter pausen.
Efter kampen siger Mathias Gidsel, at han er glad for, at de kunne hive sejren i land. Han lægger samtidig ikke skjul på, at det var en 'grim sejr'.
"Det behøver ikke altid at være kønt. Vi vil gerne spille god håndbold hver gang og smadre alt, vi rør ved, men det kan man ikke. I dag synes jeg, vi viser, at vi også kan kæmpe os til grimme sejre," siger han.
Fodbold
Tennis