Håndboldstjernen Mathias Gidsel mener, at ‘det siger sig selv’, at det er vildt for ham.
Lige nu læser andre
Mathias Gidsel har igen formået at skrive håndboldhistorie. For første gang nogensinde er en mandlig spiller blevet kåret som verdens bedste tre år i træk. Den 27-årige dansker modtog nemlig hæderen igen i år og sætter dermed en helt ny standard.
“Det er altid specielt. Det er absolut vildt at få den tre gange i træk. Jeg er enormt stolt af det,” siger han ifølge TV 2 Sport.
Med den tredje titel matcher Gidsel de tidligere ikoner Nikola Karabatic og Mikkel Hansen, som begge er blevet kåret som verdens bedste tre gange. Dog var der ingen af dem, der vandt prisen tre år i træk.
Gidsel fik sin slutrundedebut for Danmark ved VM i 2021, hvor holdet vandt guld. Siden da har han markeret sig som en af sportens absolut største profiler og har på kort tid opnået resultater, som gør ham til en af de mest succesfulde i historien.
Selv ønsker han dog ikke at sammenligne sig direkte med fortidens stjerner.
Læs også
“Det siger sig selv, hvor vildt det er at komme i selskab med de to navne. For mig er de absolut de allerstørste. At mit navn står sammen med de to i historiebøgerne, er helt vildt,” lyder det fra Gidsel.
Gidsel har tidligere spillet sammen med Mikkel Hansen på landsholdet, hvilket han gjorde indtil Hansen indstillede karrieren efter OL i 2024. Ifølge Gidsel har samarbejdet haft stor betydning for hans egen udvikling.
Landstræner Nikolaj Jacobsen vurderer også, at det er en kende for tidligt at placere Gidsel i en historisk rangorden. Han er dog sikker på, at ‘kommer til at være med i diskussionen, om han er den bedste nogensinde’.
For Gidsel selv handler motivationen ikke om priserne i sig selv. Derimod vil han gerne ‘se så mange mennesker med Gidsel-trøjer på i forskellige haller i hele verden’ som muligt.