Af: Jesper Bengtson
|
18/12/2023 15:05
Mest læste i dag
Igen I år har de danske atleter givet os store oplevelser og fået os ud på kanten af sofaen.
Nye talenter har vist, hvad vi kan forvente i de kommende år, og etablerede navne er blomstret op igen og spillet sig til medaljer ved store mesterskaber.
Det skriver Team Danmark i en pressemeddelelse.
Uanset om det handler om at forblive på toppen og finde måder, hvorpå man kan forbedre sig, eller om at være talentet, der søger efter gennembruddet, så kræver det et enormt stykke arbejde af hele holdet bag atleten. Helt centralt for det arbejde står trænerne.
De tre nominerede til Team Danmarks trænerpris 2023 er:
Nikolaj Jacobsen, landstræner i herrelandsholdet i håndbold
Casper Jørgensen, landstræner i banecykling
Thomas Stavngaard, landstræner i badminton – herredouble
”Vi er stolte over at kunne hylde de mennesker, der står bag atleterne. De dygtige trænere, som vi har her i Danmark, der hver dag kæmper for at de danske talenter og stjerner kan opnå deres fulde potentialer og bringe medaljer og hæder hjem. En god træner inspirerer og favner den enkelte atlet, for vejen til de store resultater er hård og lang og sjældent opnås hæderen alene. Derfor er det igen tid til at trække trænerne frem i rampelyset og anerkende dem for de toppræstationer, de har leveret i løbet af året," siger Lars Balle Christensen, der er sportsdirektør i Team Danmark.
Sportschefer, atleter og Team Danmark-medarbejdere har haft muligheden for at indstille kandidater. I alt er 14 trænere blevet indstillet til prisen, og trænere fra vidt forskellige sportsgrene er repræsenteret blandt de indstillede. Den bruttoliste er nu blevet skåret ned til de tre nominerede.
Team Danmarks trænerpris uddeles d. 6. januar ved årets sportsgalla Sport 2023, som afholdes i Jyske Bank Boxen og kan ses live på DR1.
Fodbold
Tennis