Den brasilianske fodboldklub Santos FC havde sørget for, at Pelés kiste for en stund stod til offentligt skue.
Det viste sig, at der var rigtig mange fans, der havde planer om at benytte sig af muligheden for at sige et sidste farvel til den brasilianske fodboldlegende.
Ifølge klubben, hvor Pelé spillede en stor del af sin karriere, har politiet i São Paulo regnet sig frem til, at der var mere end 230.000, der lagde vejen forbi hans kiste.
Det skriver nyhedsbureauet AFP ifølge Ritzau.
Det er et stort antal i sig selv, men det virker endnu mere imponerende, når man tager med i sin betragtning, at kisten kun stod til offentligt skue på Santos' stadion i 24 timer.
At så stort et antal person valgte at lægge vejen forbi, for at sige et sidste farvel til Pelé, hvis borgerlige navn var Edson Arantes do Nascimento, vidner om, hvor stor en betydning, han havde for både Brasilien og Santos.
Ikke nok med, at et stort antal fans lagde vejen forbi, var der også flere sportsstjerne og politikere til stede. Hertil dukkede præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Gianni Infantino, også op.
Tirsdag eftermiddag dansk tid blev Pelés kiste fragtet gennem Santos' gader, og det store optog, der følger med, vil blandt andet køre forbi det nabolag, hvor hans 100-årige mor bor.
Det hele blev rundet af på Cemitério Memorial Necrópole Ecumênica i Santos, hvor Pelé vil blive begravet. Det kommer dog ikke til at være en offentlig begivenhed. Derimod vil det ske ved en privat ceremoni.
Af mange bliver Pelé betragtet som værende en af de største fodboldspillere i historien. Det er en titel, som han blandt andet har gjort sig fortjent til, ved at være den eneste nogensinde til at vinde VM tre gange som spiller.
Det formåede han at gøre med det brasilianske landshold i henholdsvis 1958, 1962 og 1970.
Torsdag i sidste uge gik den brasilianske fodboldlegende bort, efter at have kæmpet med en kræftsygdom i lang tid. Han blev 82 år.