Holger Rune erkender: Jeg var nervøs

23/05/2023 07:57

|

Nicolai Busekist

Foto: Antonietta Baldassarre/Insidefoto/LightRocket via Getty Images

Mest læste i dag

Holger Rune havde søndag chancen for at vinde endnu en ATP 1000-finale. Desværre endte det med et nederlag til russiske Daniil Medvedev.

27-årige Daniil Medvedev viste sig at være for stor en mundfuld for Holger Rune, da de to tennisstjerner tørnede sammen i ATP 1000-finalen i Rom.

Her tabte den 20-årige dansker kampen i to sæt med cifrene 7-5, 7-5. Flere gange i løbet af kampen viste Rune gode takter, men det var ikke nok til at besejre den rutinerede russer.

Selvom han på det seneste har sparket rigtig godt gang i sin karriere, er det alligevel en smule uvant for Rune at stå i en finale i en Masters-turnering.

Faktisk var det kun tredje gang i løbet af hans karriere, at det skete. Derfor spillede nerverne ham også et puds i starten af kampen.

"Jeg var nervøs i starten. Han spillede godt, han har været vanvittigt solid i den her turnering, og han har spillet noget af sit bedste på grus, synes jeg. Kredit til ham. Han håndterede situationen bedre, end jeg gjorde i dag. Jeg må tilbage på træningsbanen og lære af de fejl, jeg lavede og komme stærkere igen," sagde han til TV 2 Sport.

Selvom Rune ikke fik det store trofæ med fra Rom, har han alligevel lidt af glæde sig over. For finalepladsen i Rom høstede han nemlig tilstrækkeligt med point til at sikre en sjetteplads på ATP-verdensranglisten.

På vej mod finalen vandt han blandt andet over serbiske Novak Djokovic i kvartfinalen, mens han stod for at sparke norske Casper Ruud ud i semifinalen.

I semifinalekampen var nervøsiteten også til stede hos Rune, men her formåede han dog at håndtere den bedre.

"Jeg var egentlig også nervøs i semifinalen, men der håndterede jeg det bedre. Jeg formåede at spille mere frit og slå igennem. Jeg prøvede at komme ud efter første sæt og spille friere, og jeg spillede godt i starten af andet sæt, synes jeg," sagde han.

Det næste stykke tid kan Rune få lov til at restituere lidt, inden han tager hul på French Open, der starter den 28. maj. Her kan den unge dansker potentielt vinde sin første Grand Slam-titel, der flere eksperter spår ham gode chancer.