Joshua hævder at have sparret mod Tyson Fury for Rolex-ur

17/04/2022 10:59

|

Nicolai Busekist

Foto: Julian Finney/Getty Images

Mest læste i dag

Anthony Joshua hævder, at han faktisk har været i ringen med Tyson Fury. De skulle have sparret mod hinanden om et Rolex-ur.

En boksekamp, der har været et ønske blandt boksefans i årevis, er en kamp mellem Anthony Joshua og Tyson Fury. Til trods for den store efterspørgsel, er kampen dog endnu ikke blevet til noget.

Nu skriver The Sun dog, at Anthony Joshua hævder, at de to boksestjerner faktisk allerede har været i ringen sammen. Efter sigende har de to nemlig sparret om et Rolex-ur for omtrent ti år siden.

"Dette var tidligt, da jeg var amatør, og jeg vidste ikke, hvem Tyson var," sagde Anthony Joshua til Sky Sports.

"Jeg læste i Boxing News, at han tog rundt i træningscentre i London og sagde, hvis nogen kunne slå ham ud, kunne de beholde hans Rolex."

"Mig og ham havde en direkte krig. Vi har begge hjerte. Jeg nåede ikke at slå ham ud. Han sagde bagefter: 'Pas på denne knægt. Han bliver verdensmester en dag'. Og han fik ret i sin forudsigelse."

Der er desuden ikke nogen udsigt til, at de to briter skal i ringe mod hinanden i nærmeste fremtid. Joshua har nemlig først en kamp, han skal kæmpe mod Oleksandr Usyk, der sidste år besejrede ham og tog hans bælter.

Det forventes, at Usyk og Joshua skal i ringen denne sommer, mens Furys næste kamp er mod Dillian Whyte, som bliver kæmpet den 23. april.