Den britiske Formel 1-kører er blevet idømt en stor bøde - og det er han af en lettere besynderlig årsag.
Hvis man har fulgt med i Formel 1 på det seneste, ved man, at der har været spændinger mellem Lewis Hamilton og FIA.
Den britiske stjerne har nemlig ikke ønsket at efterkomme de regler, der er blevet udstykket, når det kommer til at bære smykker i Formel 1.
Reglerne er nemlig således, at det er tilladt for kørerne at have en vielsesring på. Det er dog eneste smykke, det er tilladt at bære. Lewis Hamilton har dog en næsering, og den fjernede han ikke forud for grandprixet i Singapore.
Da han ikke havde fjernet sin næsepiercing, er han nu blevet idømt en bøde. Konkret skal han ifølge BBC betale intet mindre end 25.000 euro for at bære sin piercing under lørdagens kvalifikation i Singapore. Det svarer til ca. 200.000 kroner.
Efterfølgende har han forklaret, at han ikke lod sin piercering sidde i næsen, fordi han ønskede at protestere mod reglerne. Derimod lod han den sidde, fordi det var lægens anbefaling.
Det er dog ikke noget, der ændrer på, at han ikke må have en piercing siddende i sin næse. Og det er heller ikke første gang, at han er blevet informeret om, at han skal have fjernet den.
Meget tyder derfor på, at FIA nu er løbet tør for tålmodighed. Om han har planer om at blive ved med at køre med sin næsepiercing, har han dog ikke fortalt noget om.