Mads Pedersen tæt på triumf

02/02/2023 11:54

|

Nicolai Busekist

Foto: Michael Steele/Getty Images

Mest læste i dag

Danske Mads Pedersen lagde godt fra land i denne sæson, da han var tæt på at snuppe sejren i 1. etape af Etoile de Bessèges.

Der findes cykelryttere, der har brug for at cykle sig lidt i gang, når der tages hul på en ny sæson. Og så findes der ryttere som Mads Pedersen, der er klar til at præstere fra start.

Onsdag beviste den danske stjerne, at han er i god form, og er klar til at tackle denne sæson, til trods for, at vi først lige er gået ind i februar.

Hans første løb i denne sæson blev det franske løb Etoile de Bessèges, hvor han var tæt på at vinde 1. etape, men måtte nøjes med en andenplads.

Pedersen måtte nemlig se sig slået af det belgiske talent Arnaud De Lie, der kører for holdet Lotto. Det skriver Ritzau.

Pedersen gjorde ellers et forsøg på at køre den hjem fra spids, da feltet nærmede sig målet i Bellegarde, hvor det sidste stykke af etapen skulle køres op ad bakke.

Til trods for et ihærdigt forsøg, var det dog ikke nok, da De Lie nåede at køre forbi Pedersen, og dermed også at sikre sig sæsonens anden sejr.

Generelt har den 20-årige De Lie fået en rigtig god start på sin sæson, da han lagde ud med at vinde et endagsløb i Spanien, og har nu også taget sejren på 1. etape af Etoile de Bessèges.

Pedersen er dog også kommet godt fra start, og har nu bevist, at han har taget sin gode form fra sidste år med ind i det nye år. Sidste år blev det til i alt ni sejre for den danske stjerne.

I år skal han køre både Flandern Rundt og Paris-Roubaix, men også Giro d'Italia, der bliver kørt i maj, er en del af hans program for i år.