Medie: Cristiano Ronaldo har særlig klausul i ny kontrakt

03/01/2023 11:56

|

Nicolai Busekist

Foto: ANP via Getty Images

Mest læste i dag

Cristiano Ronaldo har efter sigende sørget for, at hans kontrakt med Al Nassr er blevet udstyret med en helt særlig klausul.

Efter nyheden om, at Cristiano Ronaldo havde skrevet under på en kontrakt med saudiarabiske Al Nassr, har der bredt sig en forståelse af, at han er færdig i topfodbold.

Nu viser det sig, at det måske ikke er tilfældet alligevel. I hvert fald har han sørget for at få en særlig klausul skrevet ind i sin nye kontrakt.

Den spanske avis Marca skriver, at den 37-årige stjerne har fået en klausul i kontrakten, der kan medføre, at han kan ende med at spille Champions League-fodbold på ny.

Denne klausul betyder, at han kan blive udlejet til Newcastle, såfremt klubben formår at kvalificere sig til Champions League.

Det er en klausul, der har været mulig at få i stand, da den engelske klub er ejet af Saudi-Arabien. Derfor kan det virke mere eller mindre naturligt, at det kunne blive en realitet.

På nuværende tidspunkt er det svært at forestille sig, at Ronaldo ender med at gøre comeback i Champions League, men det kan ikke afskrives helt.

Hvis det skal blive en realitet, skal Newcastle til en start slutte blandt de fire bedste i Premier League, hvilket de – i skrivende stund – er godt på vej til at nå i mål med.

På nuværende tidspunkt befinder de sig nemlig på en tredjeplads, hvilket bestemt ikke var forventet, da de gik ind til sæsonen. At slutte i top-4 vil derfor være en stor bedrift for klubben.

Det er naturligvis vigtigt at nævne, at det ikke er blevet bekræftet, at en sådan klausul findes. Er det ikke tilfældet, er det naturligvis slut med Champions League for den portugisiske stjerne.