Efter drama: Padel har kurs mod selvstændigt forbund

Af: Marcus Dam

|

07/01/2025 17:27

Padel
Anton Gustafsson, CC BY 2.0 <https://creativecommons.org/licenses/by/2.0>, via Wikimedia Commons
Padelsporten har taget et stort skridt mod at blive et selvstændigt forbund under Danmarks Idrætsforbund (DIF).

Mest læste i dag

En ny aftale mellem Dansk Tennis Forbund (DTF) og Dansk Padel Forbund (DPF) fjerner en vigtig forhindring, da DTF nu overfører sin aktivitetsgodkendelse for padel.

Det skriver Dansk Padel Forbund i en pressemeddelelse.


Årelange forhandlinger

Formand for Dansk Padel Forbund, Frederik Bentler, lægger ikke skjul på, at vejen til aftalen har været lang og fyldt med udfordringer:


"Vi har arbejdet på det her i flere år. I visse momenter har jeg tvivlet på, om vi overhovedet kunne nå til enighed – senest i efteråret 2023, hvor vi satte forhandlingerne på pause," fortæller han.

Nu er aftalen imidlertid på plads, hvilket åbner døren for, at padelsporten kan blive optaget som et selvstændigt forbund i DIF fra den 1. januar 2026.


Struktur for samarbejdet

Den nye aftale etablerer et fælles program, hvor begge forbund overfører alle padelrelaterede aktiviteter. 

Programmet skal styres af en gruppe med repræsentanter fra både DPF og DTF, hvor DPF får ledelsen.

Christian Lunøe, formand for Dansk Tennis Forbund, glæder sig over det konstruktive samarbejde, der førte til aftalen:


"Der har været god vilje og et godt samarbejdsklima hele vejen rundt. Jeg vil gerne kvittere for tålmodighed og åben dialog," siger Lunøe.

DIF’s formand, Hans Natorp, ser optagelsen af padelsporten som en naturlig udvikling:


"Padel har udviklet sig til at være en folkesport og har fundet fodfæste i foreningsidrætten. Derfor giver det god mening at optage padel som det 63. forbund i DIF," udtaler Natorp.

Nu venter den politiske proces i DIF, hvor medlemmerne skal stemme om optagelsen på årsmødet i maj 2025 og repræsentantskabsmødet i oktober 2025. 

Hvis alt går som planlagt, bliver padel en del af DIF fra starten af 2026


Frustrerende start på det nye år: Viktor Axelsen taber stort i sæsonåbner