Vil man have fingre i en helt særlig billet til Cristiano Ronaldos debut i saudiarabisk fodbold, bliver det ikke billigt.

Når Cristiano Ronaldo får sin debut i Saudi-Arabien, bliver det i en kamp mod Lionel Messi.

LÆS OGSÅ: Ny landstræner afslører: Her er planen for Cristiano Ronaldo

Det betyder ikke, at den argentinske stjerne har gennemført et chokskifte til saudiarabisk fodbold. Derimod rejser Messi til Saudi-Arabien med PSG.

I Saudi-Arabien skal Messi og co. møde et saudiarabisk allstar-hold, der består af spillere fra Al-Hilal, men også fra Al Naser, som er Ronaldos nye klub.

Kampen bliver spillet torsdag den 19. januar, og der har været rift om billetterne. Især én billet har dog en pris, hvor de færreste kan være med. Det skriver det britiske medie Daily Mail.

For folk med penge på lommen, er det muligt at købe en helt særlig billet, der i skrivende stund er budt op i en pris på 18 millioner kroner.

Til trods for, at det allerede nu er en vanvittig pris, kan den faktisk blive endnu højere. Auktionen løber nemlig frem til to dage før kampen.

Ifølge Daily Mail er det den saudiarabiske forretningsmand Mushref Al-Ghamdi, der er klar til at betale intet mindre end 18 millioner kroner for at få fingrene i den attraktive billet.

Med i prisen får han ikke blot adgang til kampen, men også adgang til de to holds omklædningsrum, hvilket betyder, at han får mulighed for at møde Ronaldo, Messi og de øvrige stjerner.

Derudover giver billetten også adgang til en særlig sejrsceremoni samt en middag, hvor begge hold kommer til at deltage.

LÆS OGSÅ: KSI udfordrer MMA-verdensstjerne

Generelt er der tale om en kamp, som rigtig mange gerne vil på stadion for at se. Ifølge ESPN er der plads til 70.000 tilskuere på King Fahd Stadium, hvor kampen spilles, men mere end to millioner har anmodet om en billet.