Carlos Alcaraz går amok og smadrer ketsjer i nederlag ved Cincinnati Open
Af: Nicolai Busekist
|
17/08/2024 16:17
Mest læste i dag
Carlos Alcaraz smadrede gentagne gange sin ketsjer ned i jorden i et sjældent udbrud af frustration fredag aften, da den firedobbelte Grand Slam-vinder tabte til Gael Monfils i tre sæt med cifrene 4-6, 7-6, 6-4 ved Cincinnati Open.
I en kamp, der blev afbrudt af regn torsdag aften, hvor spillerne var i en tiebreak i andet sæt, avancerede den 37-årige Monfils ved at tage de sidste to sæt fra spanske Alcaraz, som kaldte nederlaget for sin 'værste kamp'.
"Jeg følte, at det var den værste kamp, jeg nogensinde har spillet i min karriere," sagde Alcaraz ifølge AP.
"Jeg har trænet rigtig godt. Jeg følte mig godt tilpas. Men jeg kunne ikke spille. Jeg vil gerne glemme det og prøve at komme videre til New York (til den kommende U.S. Open, red.)."
Da han var bagud 3-1 i tiebreaken, da kampen blev afbrudt, håbede Alcaraz på en genstart, da spillet blev genoptaget fredag. Men den tidligere verdensetter kunne ikke kontrollere sine følelser.
"Det er aldrig sket før, fordi jeg plejer at kunne kontrollere de følelser," sagde Alcaraz.
"I dag kunne jeg ikke. Jeg følte, at jeg ikke spillede nogen form for tennis. Det var virkelig frustrerende for mig. På et tidspunkt ønskede jeg ikke at være på banen længere."
Alcaraz spillede sin første kamp siden han vandt en sølvmedalje ved OL i Paris efter at have tabt i finalen til Novak Djokovic, som også slog ham sidste år i finalen ved Cincinnati Open.
Monfils var tilbage på banen fredag eftermiddag mod danske Holger Rune i ottendedelsfinalen, men den 37-årige blev besejret af danskeren i tre sæt med cifrene 3-6, 6-3, 6-4.