Af: Nicolai Busekist
|
15/01/2024 09:30
Mest læste i dag
Caroline Wozniacki kan glæde sig over, at hun ikke er færdig ved Australian Open. I første runde vandt hun nemlig over Magda Linette, hvorfor hun har sikret sig en plads i anden runde.
Wozniacki spillede en flot kamp og vandt første runde på en overbevisende måde. Hun nåede dog ikke at spille kampen færdig, da Magda Linette måtte trække sig i andet sæt med en skade.
Efter kampen var hun naturligvis glad for at sikre sig en plads i anden runde. Selvom det blev til en sejr, er den danske stjerne overbevist om, at der er plads til forbedringer.
Hun føler sig især overbevist om, at hun kan forbedre sin serv til næste kamp, hvor hun skal spille mod russiske Maria Timofeeva. Det skal hun først onsdag, hvorfor hun har et par dage til at træne sin serv.
"Det er helt sikkert noget, jeg kan gøre bedre i næste kamp. Jeg skal lige finde rytmen igen, og så håber jeg, den sidder, som den skal," siger hun ifølge Ritzau.
Første sæt vandt Caroline Wozniacki med 6-2, og i andet sæt bragte hun sig i front med 2-0. Herefter måtte Magda Linette trække sig fra kampen, da hun ikke var i stand til at fortsætte.
"I træningskampene har jeg servet virkelig godt. I dag fungerede den okay, men ikke prangende," siger hun også.
Hendes far og træner, Piotr Wozniacki, bakker hende op i, at der er plads til forbedringer, når det kommer til hendes serv.
Efter kampen siger han, at den 'helt klart' kan blive bedre. Omvendt forstår han også, at hun ikke er villig til at satse for meget, når hun server.
Her hentyder han til, at hun op til Australian Open har været skadet, hvilket har hæmmet hendes serv. Derfor kan hun potentielt være en kende tilbageholdende, da hun ikke vil opleve et tilbagefald.
Fodbold
Tennis