Af: Nicolai Busekist
|
07/10/2024 08:02
Mest læste i dag
Det blev desværre ikke den triumf, som Clara Tauson havde håbet på, inden hun gik på banen for at spille finale ved WTA 125-turneringen i Hongkong.
Hun var tæt på at sikre sig sin første titel i denne sæson, men sådan skulle det ikke gå. I stedet måtte hun acceptere et nederlag til Ajla Tomljanovic, der vandt over den unge dansker i tre sæt med cifrene 6-4, 4-6 og 4-6.
Efter kampen lagde Tauson ikke skjul på, at hun var meget ærgerlig over at have misset chancen for at vinde en titel. Til trods for dette, så havde hun heller ikke nogen problemer med at indrømme, at det var helt fortjent.
"Tillykke til Ajla med en fantastisk finale. Vi har spillet tre kampe mod hinanden, og de har alle været svære. Jeg er bare superskuffet over, at jeg ikke fik trofæet. Men Ajla var den bedste spillet i dag. Sådan er det," sagde hun efter kampen ifølge Ekstra Bladet.
Hun kan også glæde sig over, at hun fik et par rosende ord med fra sin modstander, der naturligvis gav et interview på banen efter kampen, som det er kutyme. Her udtrykte hun også sin medfølelse, da hun ved, at det ikke er nemt at tabe en finale.
"Jeg vil gerne starte med - ikke at sige tillykke - men at sige til Clara, du har haft en fantastisk uge. Jeg ved, det er virkelig svært at tabe i en finale, specielt når det er så tæt," sagde hun.
Denne sæson har været blandet for Tauson, da der har været både op- og nedture. Da hun har haft svært ved at finde et stabilt niveau, er det heller ikke blevet til en titel endnu.
Da sæsonen er ved at være overstået, kan det blive svært for den danske tennisstjerne at nå det. Hun får dog chancen senere på måneden, da hun skal deltage i den kommende WTA 250-turnering i Hongkong, der starter den 28. oktober.
Fodbold
Tennis