Mest læste i dag
Holger Rune var tidligt lørdag morgen dansk tid i aktion ved turneringen i Acapulco i Mexico. Det gik ikke, som han havde håbet på, da han tabte til Casper Ruud.
Tilsyneladende var Rune dog ikke den eneste, der havde håbet på, at han ville vinde. Det var der også andre, der gjorde, da de havde satset penge på dette udfald.
Da den unge dansker måtte forlade banen efter et nederlag i tre sæt, begyndte der tilsyneladende at dukke beskeder op i hans indbakke. I mindst et af tilfældene har der været tale om dødstrusler.
"Din fucking ludersøn. Du kommer til at blive dræbt af en sløv kniv," står der blandt andet i beskeden, som Runes mor, Aneke, har delt på sin Instagram-story.
Som tekst hen over billedet, har hun omtalt afsenderen af denne besked i en mindre pæn vending. Desuden skriver hun også, at det ikke er lovligt at sende sådanne beskeder.
"Hvis der er nogen, der kender den her idiot (se mailen øverst), så fortæl ham, at det er ulovligt at sende dødstrusler," skriver hun i sit opslag.
Foto: Instagram
B.T. har talt med Aneke, der er meget frustreret over, at folk skriver sådanne ting til hendes søn. I de fleste tilfælde handler det om, at de har tabt penge på et væddemål, de har indgået.
"Det er helt grotesk. Holger har jo heldigvis vundet en del i år, så vi har ikke fået så mange," siger hun til B.T.
"Denne her var så langt ude, at jeg tænkte den kunne bruges præventivt til de bettere derude, der nok er ærgerlige over, de har tabt penge, de selv har valgt at spille med, men de glemmer i et emotionelt øjeblik, at det ER ulovligt at fremsætte trusler og i særdeleshed dødstrusler."