Efter skræksager: Holger Rune dropper risikabel medicin
Af: Marcus Dam
|
12/01/2025 11:57
Mest læste i dag
Efter en opsigtsvækkende dopingsag i tennisverdenen har danskeren besluttet at holde sig langt væk fra medicin mod jetlag.
Det skriver DR.
Swiateks dopingsag sætter spor
Det kan virke som en drøm at rejse verden rundt og konkurrere på de største scener.
Men de mange rejser skaber også udfordringer, ikke mindst i form af jetlag.
Melatonin er en populær løsning blandt sportsfolk, men sidste år blev det centrum for en dopingsag, der involverede verdensetteren Iga Swiatek.
Swiatek blev testet positiv for stoffet trimetazidin, som ifølge hende stammede fra forurenet melatonin.
Det kostede hende en måneds karantæne og har nu også fået betydning for Holger Rune.
Forud for Australian Open valgte Rune og hans team at droppe brugen af melatonin:
"Vi har aldrig brugt det før, men han var virkelig ramt af jetlag, og det var vi alle faktisk. Så vi tænkte at gå ned på apoteket, men med den seneste sag med Iga, så turde vi bare ikke," siger Runes manager og mor, Aneke Rune til DR.
Konsekvensen var tydelig, da en træt Holger Rune tabte i første runde i Brisbane.
En branche præget af nervøsitet
Det er ikke kun Swiateks sag, der har skabt usikkerhed blandt tennisspillerne.
Verdensetteren Jannik Sinner blev sidste år også indblandet i en dopingsag.
Her blev stoffet clostebol fundet i hans dopingtest, hvilket han forklarede stammede fra en sårbehandling.
Aneke Rune beskriver til DR, hvordan frygten for utilsigtet doping påvirker spillerne
Hun tilføjer, at selv daglige aktiviteter som at spise ude kan skabe bekymringer:
"Det fylder noget, og det er ubehageligt for spillerne, at man skal være nervøs, når man går på restaurant for at spise en god bøf."
Holger Rune og hans team har dermed valgt en forsigtig tilgang for at undgå unødige risici.