Af: Nicolai Busekist
|
29/12/2023 11:00
Mest læste i dag
Der er ikke nogen tvivl om, at Holger Rune har et stort potentiale. Det store spørgsmål er derfor, hvornår man kommer til at se ham udfolde det på banen.
I 2023-sæsonen var der både op- og nedture for den unge dansker. Ved flere lejligheder spillede han på et niveau, hvor han utvivlsomt var blandt de bedste i verden.
Omvendt endte han også inde i en dårlig stime, der betød, at han tabte ti ud af 11 kampe i efteråret. Han formåede dog i samarbejde med Boris Becker at hive sig op af hullet, hvorfor han fik en plads ved sæsonfinalerne i Torino.
Og nu har TV 2 Sports tennisekspert Tine Scheuer-Larsen udtalt sig om, hvad man kan forvente af den kommende sæson for Rune. I denne forbindelse har hun slået fast, at hun ikke forventer, at han vil være i stand til at vinde en Grand Slam næste år.
"Jeg tror godt, vi kan forvente, at Holger kommer til at vinde en af de store turneringer. Måske en Masters 1000 på grus. Og så tænker jeg godt, vi kan se ham fremme i en finale ved en Grand Slam," siger hun til TV 2 Sport.
"Han skal videre fra de Grand Slam-kvartfinaler, og jeg forventer ikke, at han vinder en nu, men en finale i én af de fire kan godt lade sig gøre. Og i en finale kan alt jo ske. Og det mener jeg godt, vi kan sige, uden at vi er helt danskerglade i låget. Han har allerede vundet en Masters, og jeg tror, han vinder en stor turnering igen."
Ikke nok med det, så mener hun også, at han kan være i spil til en OL-medalje. Det bliver nemlig afviklet på Roland Garros-anlægget i Paris, hvor den unge dansker generelt har leveret gode resultater.
Fodbold
Tennis