Har skabt tvivl om Australian Open-deltagelse: Nu taler Novak Djokovic ud om skade
Af: Nicolai Busekist
|
04/01/2024 08:00
Mest læste i dag
Der er mindre end to uger til Australian Opens start. Derfor er det også bekymrende, at Novak Djokovic har haft problemer med sit håndled. Det kan i værste fald betyde, at han ikke når at blive klar til den store turnering.
Onsdag var han igen i aktion, hvor han stod overfor Alex de Minaur. Det endte med et nederlag til den australske stjerne, hvilket var den første kamp i seks år, som Djokovic tabte i Australien.
Den 36-årige serber spillede kampen i forbindelse med holdturneringen United Cup i Perth. Undervejs var det tydeligt at se, at han havde smerter i det ene håndled. Det havde han også i kampen, som han spillede forud for opgøret mod De Minaur.
Da der er kort tid til Australian Open, har det naturligvis skabt tvivl om, hvorvidt han når at blive klar. Efter kampen har han dog gjort det klart, at han ikke kommer til at være hæmmet af det ved Grand Slam-turneringen.
"Jeg skal nok blive okay. Det havde en ret stor indvirkning. Især på min forhånd og serv. Men jeg har rigeligt med tid, tror jeg, til at komme i den rigtige form til Australian Open," sagde Djokovic ifølge Reuters.
"Processen er ikke underlig for mig. Den er ikke ualmindelig. Jeg har været i denne situation så mange gange, og jeg ved, hvad mit team og jeg skal gøre for at få mig klar."
Djokovic kan nu se frem til at få en lille pause, da Serbien tabte til Australien. Det betyder, at holdet er ude af United Cup, og Djokovic kan derfor få behandlet sin skade.
Den serbiske stjerne har før haft stor succes ved Australian Open, da hele 10 af hans 24 Grand Slam-titler er blevet vundet ved denne turnering. Det store spørgsmål om nu, om han bliver klar til at vinde endnu en titel i år.