Holger Rune er ikke helt tilfreds: Var ikke noget spektakulært

Af: Nicolai Busekist

|

23/10/2024 08:03

Tennis
Foto: Juarez Santos / Shutterstock.com
Foto: Juarez Santos / Shutterstock.com
Holger Rune har spillet sig videre til næste runde ved ATP 500-turneringen i Basel, men den danske stjerne ved, at det ikke var helt perfekt.

Mest læste i dag

Holger Rune kan glæde sig over, at han har sikret sig en plads i næste runde ved ATP 500-turneringen i Basel. Det gjorde han tirsdag aften med en sejr over Nicolas Jarry.

Den danske stjerne fik en god start på opgøret, da han brød sin modstander første gang, han fik mulighed for det. Derefter begyndte kampen dog at udligne sig, og Rune fik sværere ved at hive sine point i land.

Ikke desto mindre var han i stand til at holde sin føring med et enkelt brud, indtil han vandt første sæt 6-4.

I andet sæt var der igen tale om en meget tæt affære, hvorfor Rune og Jarry måtte helt ud i en tiebreak, før en vinder blev fundet. Heldigvis endte det hele med at falde ud til Runes fordel.

Efter kampen sagde Rune, at han var godt tilfreds med sin indsats, men han så det ikke som 'noget spektakulært'. Det indikerer, at han selv mener, at der er plads til forbedringer i hans spil til næste runde.

"Det er en god bane og underlag for mig at spille. Jeg følte mig godt tilpas fra start til slut, det var ikke noget spektakulært fra min side i dag, men jeg var bare super solid," sagde han ifølge TV 2 Sport efter kampen i Basel.

Han påpegede også, at han på forhånd havde fortalt sig selv, at han ville få svært ved at sende Jarrys serv retur.

"Jeg sagde til mig selv, at jeg skulle acceptere, at han ville komme til at serve de gode server, men jeg skulle blive i det og kontrollere, hvad jeg kan kontrollere," lød det også fra Rune.

I næste runde kommer han til at stå overfor Dominic Stricker, der er nummer 258 i verden. Han har sikret sig en plads i anden runde efter en overraskende sejr over Tallon Griekspoor i to sæt.