Af: Nicolai Busekist
|
14/03/2024 15:05
Mest læste i dag
Den danske tennisspiller Holger Rune har sikret sig en plads i kvartfinalen i Indian Wells, hvor han skal møde russiske Daniil Medvedev.
Hans plads i kvartfinalen blev sikret med en sejr over Taylor Fritz i tre sæt med cifrene 2-6, 7-6, 6-3.
Den unge dansker har afsløret, at han har en klar plan for, hvordan han skal spille sin kamp mod Medvedev. Han ved allerede nu, at han kommer til at spille aggressivt, og vil derfor forsøge at angribe russeren.
"Jeg er en spiller, der angriber. Jeg er ligeglad, hvem jeg spiller mod, jeg kommer til at angribe uanset hvad," sagde Rune i sit vinderinterview ifølge dpa.
Medvedev, der i skrivende stund er nummer fire på verdensranglisten, spillede sig forbi Grigor Dimitrov for at få sin plads i kvartfinalen. I modsætning til Rune, fik han hevet sejren i land i to sæt med cifrene 6-4, 6-4.
Efter kampen mod Fritz, slog Rune fast, at han forventer en helt anden kamp mod Medvedev. Han mener nemlig, at der er stor forskel på Fritz og Medvedevs spil.
"Mod Daniil er det en helt anderledes kamp end i dag. Den eneste lighed mellem ham og Fritz er den store serv. Fritz er tæt på baglinjen, mens Medvedev er langt fra. Medvedev er ligesom Fritz farlig på dette underlag. Jeg skal bare komme mig og tro på mig selv, som jeg gjorde i dag," lød det fra ham ifølge dpa.
Hvis du har planer om at følge Rune, når han skal spille mod Medvedev, kommer du sent i seng. Kampen bliver nemlig spillet kl. 02.00 natten til fredag.
Fodbold
Tennis