Af: Nicolai Busekist
|
27/12/2023 15:00
Mest læste i dag
Den danske tennisspiller Holger Rune er rejst om på den anden side af Jorden. Her skal han bruge de sidste dage af året på at forberede sig til den kommende sæson.
Det kommer han dog ikke til at være alene om. Han har nemlig valgt at tage en kendt dansker med på turen. Den tidligere tennisspiller Kenneth Carlsen er rejst med den unge dansker til Brisbane, hvor han tager hul på den nye sæson 31. december.
Ifølge Holger Runes mor og manager, Aneke Rune, er der en helt særlig årsag til dette. Severin Lüthi, som er danskerens nye træner, har nemlig først mulighed for at slutte sig til holdet den 8. januar.
"Severin (Holger Runes nye træner, red.) kommer først til Melbourne 8. januar, så Kenneth er med i Brisbane. Det er det samme hold, som vi havde til UTS-turneringen i London. Kenneth, Lapo Becherini, Mike James og den nye behandler Louis fra Mouratoglou-akademiet," siger hun til B.T.
Kenneth Carlsen har desuden selv delt et billede på det sociale medie Instagram, hvor han sidder i et fly. Her lægger han ikke skjul på, at hans destination er Brisbane i Australien.
"Klar til afrejse mod Brisbane," skriver han som tekst til sit billede.
De seneste dage har han også stået for at hjælpe den 20-årige dansker med træningen. Han har nemlig været i Danmark for at holde jul med sin familie. Derfor har det været oplagt at blive i Danmark i juledagene, for at træne.
Desuden var han også med i London, hvor Holger Rune spillede opvisningsturneringen UTS Grand Final kort før jul. Her formåede han at spille sig frem til finalen, hvor han dog tabte til britiske Jack Draper.
Fodbold
Tennis