Holger Rune kommer med opdatering på sit helbred

Af: Nicolai Busekist

|

24/04/2024 14:31

Holger Rune havde ikke den store succes i ATP 250-turneringen i München, hvilket senere har vist sig at være på grund af sygdom.

Mest læste i dag

Holger Rune blev slået ud af ATP 250-turneringen i München med et brag. Her tabte han sin sidste kamp på blot 45 minutter, hvilket er en sjældenhed i professionel tennis.

Efter kampen afslørede Kenneth Carlsen, som Rune havde med i det tyske som sin træner, at den unge dansker havde døjet med sygdom. Faktisk var det kun blevet værre, og derfor var det tæt på, at han trak sig fra turneringen.

I denne uge skal han igen i aktion. Denne gang er det en markant større turnering, da han skal spille med i Masters 1000-turnering i Madrid. Derfor har der også været tvivl om, hvorvidt han ville være i stand til dette.

I et interview med TV 2 Norge fortæller den 20-årige dansker, at han heldigvis er ved at være på toppen igen. Her fortæller han også, at han ikke var sikker på, at han ville være i stand til at spille, da han rejste til München.

"Jeg havde det virkelig ikke godt. Jeg tog til München og var en smule usikker på, om jeg skulle spille eller ej. Men det er en speciel turnering for mig, og jeg har allerede vundet den to gange. Så jeg tænkte, at jeg ville give det en chance alligevel, men jeg havde en hård uge, og jeg følte mig virkelig dårlig," siger han.

"Men igen, så føler jeg mig klart bedre nu. Jeg er tæt på 100 procent, vil jeg sige. Så det lover bedre."

Den danske stjerne har fortsat et par dage til at blive helt klar, da han ikke træder ind i turneringen før fredag. Det skyldes, at han er seedet blandt de øverste spillere, og derfor skal han sidde over i første runde.

Han ankom til Madrid tirsdag, da han har været et smut i Grækenland, efter at være blevet slået ud af turneringen i München. Her deltog han i et stort arrangement for unge børn, hvor han også spillede en opvisningskamp i Athen mod argentinske Francisco Cerundolo.