Mest læste i dag
Det er ikke altid nemt at være professionel tennisspiller. Det er det især ikke, når det kommer til planlægning. På grund af turneringernes måde at planlægge på, er det faktisk stort set umuligt for spillerne.
Det er meget normalt, at et kampprogram først bliver offentliggjort aftenen før. Derfor kan en spiller som Holger Rune torsdag aften få besked om, at han skal spille fredag formiddag.
Hvis der tilmed er andre faktorer, der spiller ind, så kan kampe blive udskudt og spillet på andre tidspunkter. Det fik Rune lov til at mærke på egen krop i Monte-Carlo, hvor han spillede tre kampe indenfor 36 timer.
Derfor mener han også, at det er et aspekt af sporten, hvor der er plads til forbedring. Den 20-årige dansker mener, at det er et sted, hvor man bør gøre det nemmere for spillerne.
Men faktisk har han også en konkret idé til, hvordan man vil kunne løse det. Her tager han inspiration fra fodbold, hvor klubberne kender deres kalender allerede i starten af sæsonen, men sådan er det ikke i tennis.
"I princippet er alle Masters 1000-turneringer obligatoriske. Så man kunne faktisk allerede i januar lave lodtrækningen til alle Masters 1000-turneringer. De kender godt datoerne og hvornår, vi skal starte," siger han ifølge TV 2 Sport.
"Så jeg føler, at det hele kunne blive meget lettere - frem for at gøre det dagen før. Hvis du for eksempel ser på en fodboldkalender, så ved de næsten altid, hvornår de skal spille. Et hold ved allerede tidligt, hvis de skal møde PSG den 30. november - for at give et eksempel. Så jeg synes, vi har det lidt anderledes på den måde."
Fodbold
Tennis