Af: Nicolai Busekist
|
09/11/2024 17:08
Mest læste i dag
Forleden aften var Holger Rune i aktion ved '6 Kings Slam'-turneringen i Riyadh. Det var dog ikke lang tid, den 21-årige dansker fik mulighed for at underholde publikum i den saudiarabiske hovedstad.
Derimod skulle Carlos Alcaraz ikke bruge mere end 72 minutter på at besejre Rune. Selvom han tabte kampen, var det hele dog ikke negativt for den unge dansker, der ifølge Express fik lidt over 10 millioner danske kroner for blot at stille op.
Men selvom der kun var tale om en opvisningsturnering, og der derfor ikke var nogen ranglistepoint på spil, var Rune ikke specielt begejstret over sit nederlag. Ifølge TV 2 Sport var det årsagen til, at han ikke ønskede at tale med pressen efter kampen mod Alcaraz.
"Holger Rune kommer ikke alligevel. Han er ked af det, fordi han har tabt," lød det i forklaringen.
Rune er ikke det eneste store navn, der har sagt ja til at deltage i den nye turnering i Saudi-Arabien. Både Daniil Medvedev, Jannik Sinner, Novak Djokovic, Rafael Nadal og altså Alcaraz har også fået en stor pose penge for at tage turen til Riyadh.
Til gengæld var der ikke mange andre, der valgte at lægge vejen forbi arenaen. Ifølge TV 2 Sport kunne man blandt andet se, at der var 'bemærkelsesværdigt tomt' på den ellers udsolgte VIP-tribune. En af dem, der dog var dukket op for at overvære kampen, var den brasilianske fodboldstjerne Neymar.
Han havde da heller ikke lagt til arenaen, da han spiller for Saudi Pro League-klubben Al-Hilal, der netop holder til i Riyadh. Selvom han tjener et enormt beløb i klubben, har de ikke fået den store glæde af ham, da han har været skadet det meste af tiden, siden han ankom til klubben.
Fodbold
Tennis