Mest læste i dag
Den danske tennisspiller Holger Rune tager torsdag hul på sin næste turnering i denne sæson. Her skal han deltage i ATP 250-turneringen i Montpellier, som han tilmeldte sig efter sit tidlige exit fra Australian Open.
I denne forbindelse har den unge dansker smidt lidt af en bombe. Han har nemlig besluttet sig for at lave om på sit hold igen. Denne gang er det stjernetræner Severin Lüthi, som han har stoppet sit samarbejde med.
Dette bliver bekræftet af hans mor og manager, Aneke Rune, der har udtalt sig til B.T.
"Timingen med Severin var helt klart ikke rigtig. Holger har brug for en træner der er hos ham hele tiden og en super coach. Det ville blive for få uger, Severin ville kunne dække til, der ville kunne komme med den kontinuitet, som Holger har brug for," siger hun.
Til gengæld kan den danske stjerne glæde sig over, at han har fået en ny træner med på holdet. I stedet for Lüthi har han valgt at indgå en aftale med tidligere tennisspiller Kenneth Carlsen.
Desuden har han stadig en aftale med Boris Becker, der løber resten af året. Hvordan de to trænere kommer til at følge de forskellige turneringer mellem sig, vides ikke. Hvad der til gengæld står helt klart er, at Lüthi er ude.
Aneke Rune siger dog, at hovedparten af de store turneringer kommer til at være med både Becker og Carlsen. Ligeledes siger hun, at Rune er glad for at have udvidet det tidligere samarbejde med Carlsen, som blandt andet var med under årets første turnering i Brisbane, Australien.
"For Holger er det helt rigtigt at udvide det planlagte samarbejde med Kenneth, som han også trænede med i flere perioder gennem juniortiden. Kenneth har et særdeles godt kendskab til Holgers spil og person og var med Holger senest i Brisbane, hvor Holger spillede sig i finalen med noget rigtig god tennis," siger hun.
Fodbold
Tennis