Mest læste i dag
I februar meddelte Holger Rune, at han igen havde indgået et samarbejde med Patrick Mouratoglou. Det kom som lidt af et chok, da deres tidligere samarbejde ikke blev afsluttet på god fod.
Rune besluttede sig for at fyre ham efter US Open i efteråret, hvor den unge dansker ikke holdt sig tilbage med kritikken af Mouratoglou og hans måde at træne på. Alt dette har de dog lagt bag sig, og de fokuserer derfor på fremtiden.
Rune har det seneste år forsøgt sig med flere trænere med varierende succes. Blandt andet har han samarbejdet med både Lars Christensen, Boris Becker, Severin Lüthi og Kenneth Carlsen, hvoraf kun sidstnævnte stadig er en del af holdet.
Med tiden gik det op for Rune, at det faktisk fungerede bedre, da han havde Mouratoglou som sin træner. Det fik ham i sidste ende til at tage kontakt til den franske stjernetræner.
"Nu har jeg haft nogle oplevelser rundt omkring og set, hvad der egentlig passer bedst til mig. Jeg er ung, så selvfølgelig skal jeg skal jeg finde ud af det," siger han til Ekstra Bladet.
"Men indtil videre er det helt 100 procent Patrick, der formår at hjælpe mig bedst til at få det bedste spil ud af mig."
Han slår også fast, at han tog en snak med franskmanden, inden de genoptog deres samarbejde. Denne gang har han gjort det helt klart, hvad han forventer, og derfor har det fungeret meget bedre for dem.
Holger Rune starter i denne uge grussæsonen ud med Masters 1000-turneringen Rolex Monte-Carlo Masters, hvor han naturligvis også har den franske træner med i sin boks.
Fodbold
Tennis