Af: Nicolai Busekist
|
12/03/2024 08:01
Mest læste i dag
Caroline Wozniacki vendte sidste år tilbage til professionel tennis. Det kom som en stor overraskelse for mange, men nu er hun ikke færdig med at overraske.
Mandag er det nemlig blevet meldt ud af Dansk Tennis Forbund, at den 33-årige stjerne har endnu en overraskelse til de danske fans.
I en pressemeddelelse skriver Dansk Tennis Forbund, at Wozniacki er tilbage på det danske landshold.
Dermed kommer hun til at spille med i landsholdsturneringen Billie Jean King Cup for første gang siden 2015. Denne gang løber det af stablen i april i Portugal.
Det betyder, at hun bliver en del af holdet sammen med Clara Tauson, der sidste år var ubesejret i landsholdsturneringen.
"Det er den stærkeste danske trup nogensinde," siger Billie Jean King Cup-kaptajn Jens Anker Andersen i pressemeddelelsen.
"Clara og Caroline hører til i verdenseliten og vil være blandt de allerbedste spillere, når det går løs ved Billie Jean King Cup," siger han også.
Selvom det er mange år siden, at Wozniacki sidst har været med, har hun stor erfaring med at spille Billie Jean King Cup for Danmark. Hun har hele otte gange været en del af truppen, hvor det er blevet til 20 sejre og 11 nederlag.
I pressemeddelelsen fortæller hun, at hun ser frem til at være med igen.
"Jeg ser rigtig meget frem til at spille Billie Jean King Cup og have "Danmark" på ryggen. Jeg føler altid, at jeg repræsenterer Danmark, når jeg spiller, men det er ekstra særligt, når det er for landsholdet og til OL," siger hun.
Landsholdet skal spille den 8.-13. april 2024 på grus i Oeiras, der er en forstad til Lissabon i Portugal. Her er det naturligvis planen, at Wozniacki skal være med.
Fodbold
Tennis