Af: Nicolai Busekist
|
07/05/2024 11:44
Mest læste i dag
I denne uge er det ATP 1000-turneringen i Rom, der er på programmet for Holger Rune. Hovedturneringen begynder onsdag, men Rune sidder over i første runde. Derfor kommer han ikke i aktion før tidligst fredag.
Rune skal vinde over flere store stjerner på sin vej, hvis han vil gentage sin bedrift fra sidste år, hvor han sikrede sig en plads i finalen. Blandt andet er der en chance for, at han får en kamp mod Rafael Nadal allerede i fjerde runde.
Herunder kan du se, hvordan Runes vej til finalen i den store italienske turnering ser ud. Det forudsætter dog, at de forskellige spillere holder deres seedning, skriver TV 2 Sport.
Første runde: Oversidder
Anden runde: Luca Nardi eller Daniel Altmaier
Tredje runde: Sebastian Baez (17)
Fjerde runde: Hubert Hurkacz (7) eller Rafael Nadal
Kvartfinale: Daniil Medvedev (2) eller Tommy Paul (14)
Semifinale: Andrey Rublev (4), Stefanos Tsitsipas (6) eller Alex de Minaur (9)
Finale: Novak Djokovic (1), Alexander Zverev (3) eller Casper Ruud (5)
Nadal er en af de absolut bedste spillere på grus - ikke blot i denne sæson, men i hele historien. Det kan derfor vise sig at blive en vanskelig kamp for Rune, selvom den spanske legende har døjet med skader de seneste år.
Allerede i tredje runde kan der blive nok af udfordringer for Rune at se til, da han sandsynligvis skal spille mod Baez. Han er kendt for at være specialist på grusunderlaget, og derfor kan det blive en svær kamp for den 21-årige dansker.
Når man også tager med i betragtningen, at han har haft svært ved at finde sidste års storform, så er der ingen tvivl om, at Rune er nødt til at finde et ekstra gear i Rom.
Fodbold
Tennis