Nick Kyrgios har flere gange overvejet at indstille karrieren - men én ting stopper ham fra det
Af: Jesper Bengtson
|
13/12/2023 09:31
Mest læste i dag
Den 28-årige australske tennisstjerne, Nick Kyrgios, har igen rejst spørgsmålet om sin fremtid inden for sporten; og det er mindre end en uge efter han frivilligt udelukkede sig selv fra Australian Open.
Året 2023 har været en udfordrende periode for Nick Kyrgios, der har døjet med både håndleds- og knæskader, hvilket har holdt ham væk fra samtlige af årets grand slam-turneringer.
I den seneste episode af On Purpose-podcasten afslørede Nick Kyrgios, at han overvejer at indstille karrieren, og at han kun fortsætter på grund af støtten fra hans nærmeste.
Det skriver Daily Mail.
"Hvis det var op til mig, ville jeg faktisk ikke spille mere, for at være ærlig. Men det er jeg nødt til, næsten. Jeg har så meget mere at give", indrømmer han.
Efter tre operationer og vedvarende smerter ved hver bevægelse reflekterede Nick Kyrgios åbent over sin udmattelse og ønsket om en smertefri tilværelse. Derudover påpeger han, at der ville være et evigt pres på ham - også selvom han skulle vinde en stor turnering:
"Selv hvis jeg vandt (Wimbledon, red.), ville folk være sådan: 'Gør det nu igen'," forklarer Nick Kyrgios og fortsætter: "Det er livets rotteræs. Hvor meget er nok? Jeg er meget tilfreds med mit liv, jeg har mere end nok at nyde."
Den omstridte tennisstjerne meddelte via OnlyFans, at han ikke kommer til at være til stede, når Australian Open i 2024 løber af stablen:
"Jeg har haft et virkelig hårdt år med skader, jeg har fået en knæoperation, og jeg er kommet tilbage lidt for tidligt, hvilket satte mig lidt tilbage", forklarede han sine abonnenter i sidste uge, inden han smed 'bomben' om, at han ikke ville være at finde til turneringen 'Down Under'.
Selvom Nick Kyrgios ikke kommer til at være på pletten, forventes det, at der stadig vil være andre store navne til stede, herunder Rafael Nadal, som ser ud til langt om længe at gøre comeback.