Novak Djokovic åbner op om stor nyhed: 'Jeg kan ikke sige for meget om det'
Af: Nicolai Busekist
|
13/04/2024 17:04
Mest læste i dag
Efter sin sejr i to sæt over Lorenzo Musetti ved Monte Carlo Masters torsdag, blev Novak Djokovic stillet et ret almindeligt spørgsmål om sin træning og ernæring på sit pressemøde efter kampen. Her afslørede han en stor nyhed, om end han ikke afslørede for meget.
En journalist spurgte den 24-dobbelte Grand Slam-vinder: "Kan du fortælle lidt om din træning, din restitution og din kostplan?"
Djokovic svarede, at han ikke ville udtale sig for meget om det, da han ønsker at holde på sine hemmeligheder - i hvert fald lidt endnu.
"Jeg kan ikke tale for meget om det, for jeg vil gerne gemme noget til mig selv," sagde han ifølge Tennis365.
"Der kommer til at være forskellige måder, jeg vil dele det med alle i den nærmeste fremtid. Alt hvad jeg kan sige, er, at jeg har dedikeret mere end 15 år og meget fokus til at passe på min krop og mit sind, og det betaler sig. Selv i en alder af næsten 37 år kan jeg stadig være nummer 1 i verden og spille på højeste niveau."
"Det er virkelig en fordel ved den omsorg, jeg primært har givet mig selv, men også sammen med mit team i 15-20 år. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg indså vigtigheden af det ret tidligt i min karriere."
"Jeg har altid haft en langsigtet plan i hovedet om at spille så længe som muligt, så jeg kunne give mig selv en bedre chance for at vinde flere titler, slå rekorder og de ting, som jeg har gjort de sidste fire til fem år. Jeg har uden tvivl haft den bedste del af min karriere efter at være fyldt 30 år."
"Så ja, det skyldes helt sikkert den omsorg og den tid, jeg har investeret i velvære."
Verdensetteren henviste sandsynligvis til en kommende bog om ernæring, da han tidligere i år indrømmede planer om at udgive en opdateret version af "Serve To Win: The 14-day Gluten-free Plan For Physical And Mental Excellence".
"Der kommer en biografi. Inden biografien vil der komme en anden bog, som jeg allerede er begyndt at skrive selv, men jeg får nok brug for hjælp til det hele," sagde han.
"Det skal være en fortsættelse af bogen 'Serve To Win', der kommer til at handle om ernæring, restitution og træning. Så den er mere teknisk af natur."