Novak Djokovic med overraskende udmelding om pension
Af: Nicolai Busekist
|
06/08/2024 15:30
Mest læste i dag
Novak Djokovic fik endelig sin OL-guldmedalje, da han søndag sejrede over Carlos Alcaraz. Dermed vandt den 37-årige stjerne endelig den ene titel, der har undgået ham i hele hans imponerende karriere.
Den serbiske stjerne besejrede spanieren i to sæt med cifrene 7-6 (3), 7-6 (2). Der var tale om en meget intens kamp på Roland Garros, der endte med at vare næsten tre timer.
Sejren gjorde Djokovic til den blot femte spiller efter Serena Williams, Rafael Nadal, Andre Agassi og Steffi Graf, der har vundet alle fire Grand Slam-titler og olympisk guld.
Serberen brød sammen i tårer bagefter, hvorfor det tydeligvis betød rigtig meget for ham. Og tidligere på sommeren erklærede han da også, at sejren i Paris var det primære mål for denne sæson.
Men han har nu afvist, at turneringen skulle være hans sidste optræden ved OL. Den 24-dobbelte Grand Slam-vinder vil være 41 år, når den næste udgave finder sted i Los Angeles. Alligevel er han klar til at give det en chance.
"Jeg vil stadig spille i Los Angeles. Jeg nyder at spille for mit land - især ved De Olympiske Lege og Davis Cup, hvor jeg er en del af holdet," sagde han ifølge Express efter kampen.
Djokovic sagde også, at det at vinde den eftertragtede guldmedalje var en af de største præstationer i hele hans karriere.
"I en alder af 37 år og mod en 21-årig, der sandsynligvis er den bedste spiller i verden lige nu, efter at have vundet Roland Garros og Wimbledon, kan jeg sige, at dette nok er den største sportslige succes, jeg nogensinde har haft," lød det fra ham.
Siden sin sejr har der ikke været mangel på ros. Den serbiske fodboldspiller Dusan Vlahovic var til stede ved finalen og roste efterfølgende sin landsmands succes og insisterede på, at det bekræfter hans status som den største spiller nogensinde.
"En utrolig ting. Jeg er meget glad for, at jeg var en del af historien, og jeg lykønsker Novak. Jeg ønsker ham al held og lykke, og jeg takker ham for at bringe dette guld til Serbien," sagde han.
"Han er vores største atlet og en af de største atleter nogensinde. Jeg er glad for, at jeg var en del af historien, og at han vandt det, han manglede. Selvom jeg har sagt det før, så lad hele verden sige, at han nu officielt er 'The GOAT'."