Rafael Nadal gjorde kort proces mod Darwin Blanch, da han slog den blot 16-årige amerikaner i to sæt med cifrene 6-1, 6-0 ved Madrid Open.
Efter sin meget ensidige sejr indrømmede spanieren, at hans modstander gjorde det nemt og begik mange fejl. På trods af en stærk start i Madrid, har Nadal derfor også opgivet idéen om at løfte trofæet. Han mener ikke selv, at han har niveauet til det.
Nadal havde kun brug for 64 minutter til at besejre den unge Blanch, der var med i turneringen på et wildcard. Det er dog værd at bemærke, at den 16-årige amerikaner spillede sin blot anden professionelle kamp.
Forud for turneringen skabte den 37-årige bekymring omkring sig selv og sit niveau, da han indrømmede, at han kun deltog af personlige årsager og ikke følte sig konkurrencedygtig.
Den femdobbelte Madrid Open-mester viste dog lovende tegn mod den uerfarne teenager. Blandt andet serverede han bedre end sidste uge i Barcelona. Men Nadal var stadig ikke overbevist og indrømmede, at Blanch ikke gjorde det særligt svært.
"Man skal være ærlig. Jeg har spillet mod en spiller, som har begået mange fejl og har givet mig det ret nemt," sagde han efter kampen ifølge Express.
"Jeg spillede mod en modstander med meget potentiale, men som lavede mange fejl, og det varede en time."
Den 22-dobbelte Grand Slam-mester skal i sin næste kamp spille mod australske Alex De Minaur, hvorfor det kan blive en gentagelse af sidste uges kamp i anden runde ved Barcelona Open.
Nadal formåede at være konkurrencedygtig i første sæt, før verdens nr. 11 skruede op for tempoet. Han vandt kampen i to sæt med cifrene 7-5, 6-1. Men spanieren er ikke ivrig efter at opnå en sejr eller komme tættere på titlen, da han fokuserer på at holde sin krop i form.