Holger Rune bevæger sig tættere og tættere på et comeback, selvom der stadig er et stykke vej tilbage.
Lige nu læser andre
Da Holger Rune i oktober sidste år rev sin akillessene over, tydede de første prognoser på en pause på mellem seks og tolv måneder. Nu ser det dog ud til, at den danske tennisstjerne kan vende tilbage tidligere end først antaget.
Ifølge hans mor og manager, Aneke Rune, går genoptræningen fremad. Det fortæller hun til TV 2 Sport, hvor hun samtidig understreger, at udviklingen indtil videre har været meget positiv.
“Det kører, som det skal – forstået på den måde, at Holger genererer den styrke, han skal i det tempo, der passer til den udviklingskurve, han har kørt. Han er nede på kun seks procent forskel i styrke (i de to ben), hvilket er ret enestående,” siger hun.
Skaden opstod den 18. oktober, og dermed har Rune været ude i omkring fem og en halv måned. I takt med, at hans styrke er vendt tilbage, er håbet om et snarligt comeback også blevet større.
Der arbejdes fortsat målrettet med både styrketræning og mere eksplosive øvelser for at få de sidste procenters forskel udlignet. Samtidig skal kroppen kunne holde til de lange kampe i de store turneringer.
Læs også
Tidligere har Rune selv indikeret, at slutningen af grussæsonen kunne være et muligt tidspunkt for et comeback. Det vil være sidst i maj, men det er endnu ikke sikkert, at han når at blive klar til turneringerne der.
I stedet kan det også ende med, at han først vender tilbage, når græssæsonen begynder i juni.
Ifølge Aneke Rune er det afgørende, at genoptræningen ikke bliver forceret, til trods for, at styrken i benet næsten er tilbage på samme niveau som før skaden.
“Det tager tid, når man ikke har hoppet i fem måneder. Det er en hårfin balance ikke at rushe tingene, bare fordi styrken er der, for resten af kroppen skal kunne følge med,” siger hun.