Tennisstjerne får lang karantæne

05/03/2022 14:34

|

Nicolai Busekist

Foto: Clive Brunskill/Getty Images

Mest læste i dag

Tennisstjernen får lang tid i skammekrogen, efter hun blev taget for doping. 

Den tidligere top 20-spiller Varvara Lepchenko har fået fire års karantæne af Det Internationale Tennisforbund, efter at hun blev testet positiv for et forbudt stimulans under en turnering sidste år.

Den 35-årige Lepchenko, der har repræsenteret USA ved sommer-OL, tog dopingtesten efter et nederlag i første runde ved en ungarsk turnering i juli sidste år.

Hun indrømmer, at hun har indtaget det, men hendes advokat og hende selv er ikke tilfredse med længden af straffen:

"Varvara Lepchenko forstår, at hun er ansvarlig for alt, hvad hun putter i sin krop og bestrider ikke, at der blev fundet modafinilsyre i hendes urinprøve."

"Det eneste spørgsmål til denne domstol er derfor, om Varvara Lepchenko kan fastslå, at hun ikke forsætligt har overtrådt antidopingreglerne, således at straffen i dette tilfælde bør være to år i stedet for fire år," skriver hendes advokat i modsvar til tennisforbundet ifølge USA Today. 

Dette er Varvara Lepchenkos anden dopingovertrædelse, men Det Internationale Tennisforbund meddeler, at hun bliver straffet, som om det var hendes første, fordi  hun ikke var skyld i den anden sag, der involverede en positiv test i 2016 for lægemidlet meldonium.

Hun er berettiget til at vende tilbage til tennis i august 2025, hvor hun vil være 39 år gammel.