Tennisstjerne fanget i samme forseelse fire gange: Nu har han fået stor bøde

24/05/2023 11:54

|

Nicolai Busekist

Foto: Guenther Iby/SEPA.Media /Getty Images

Mest læste i dag

Tennisspiller Hugo Gaston skal finde den store pung frem, hvis han skal have råd til at betale den nylige bøde, han er blevet idømt af ATP.

Der bør ikke være nogen tvivl om, at den franske tennisspiller Hugo Gaston er et godt eksempel på, at det er en god idé at overholde ATP's regler.

Hvis man ikke gør det, kan man nemlig se frem til en bøde af de større. Om Gaston havde regnet med at få dette, vides dog ikke.

Bøden er han blevet idømt, efter han den 28. april forsøgte at afværge en tabt duel i Madrid Open, hvor han spillede mod kroatiske Borna Coric.

Her tog han en bold ud af sin lomme og smed den på banen, inden det var muligt for Coric at sende et sikkert smash i jorden.

Udfaldet af dette var dog ikke, hvad Gaston havde håbet på. Dommeren besluttede nemlig, at bolden ikke skulle tages om. Derudover har det også medført, at han er blevet idømt en enorm bøde for usportslig opførsel.

Ifølge Ritzau er den 22-årige franske spiller blevet idømt en bøde på 144.000 euro, hvilket svarer til lidt over en millioner kroner.

Bøden er af denne størrelse, da det ikke er første gang, at Gaston er blevet fanget i usportslige opførsel. Faktisk er det fjerde gang i denne sæson, at han er blevet opdaget i det.

Heldigvis for Gaston er det muligt at få reduceret bøden til det halve, såfremt han ikke bryder reglerne inden for de kommende 12 måneder. Alligevel er franskmanden ikke tilfreds med straffen, hvilket har fået ham til at anke den.

Bøden må siges at være et stort beløb for den unge franskmand, da han 'kun' har sikret sig 850.000 kroner i præmiepenge i denne sæson.

Heldigvis kan han snart se frem til at få en økonomisk indsprøjtning, da han har fået en plads i French Open på et wildcard. Selv hvis han taber sin første kamp, er han sikret omkring en halv million kroner.