Den tidligere fodboldspiller, der har spillet for både Paris Saint-Germain (PSG) og Marseille, er gået bort i en alder af 40 år.
Fodboldens verden er i sorg, efter nyheden om, at den tidligere fodboldspiller Modeste M'bami er gået bort. Han blev kun 40 år.
Det er PSG, der i en pressemeddelelse oplyser om hans dødsfald.
I denne meddelelse fremgår det også, at han er gået bort af et hjertetilfælde.
I løbet af sin karriere nåede han at spille for en række forskellige klubber. Den største del af hans karriere blev dog fordelt mellem de to franske klubber, PSG og Olympique de Marseille.
M'bami var blandt andet med til at vinde den franske pokalturnering med PSG i både 2004 og 2006, men han har aldrig været med til at vinde et fransk mesterskab med en af klubberne.
Han var ikke blot en fast del af truppen i de store franske klubber. Han var også en del af Camerouns landshold, som han nåede at spille 37 kampe for. I disse kampe bidrog han med i alt tre mål.
Desuden var han også en del af det hold, der var med til at vinde OL-guld i Sydney i 2000. Det skriver nyhedsbureauet Ritzau.
M'bami havde en lang karriere, der strakte sig over 16 år, men i 2016 valgte han at trække sig tilbage. Inden han trak sig fra sin karriere som fodboldspiller, havde han ikke blot spillet i Frankrig, men også i både Spanien, Kina og Saudi-Arabien.
"Paris Saint-Germain er i sorg. Modeste M'bami er gået bort i en alder af 40 år efter et hjertetilfælde," skriver klubben i en pressemeddelelse, hvor de også skriver:
"Paris Saint-Germain giver sine dybfølte kondolencer til hans familie og elskede."