Vildt: Christian Eriksens klub præsenterer gigantisk underskud

22/09/2022 17:37

|

Nicolai Busekist

Foto: Matthew Ashton - AMA/Getty Images

Mest læste i dag

Manchester United, der blandt andet har danske Christian Eriksen i folden, har præsenteret et vildt underskud.

De Røde Djævle offentliggjorde torsdag deres årsregnskab for 2021/22, og her var det ikke ligefrem sorte tal, der var at finde på bundlinjen.

Deres regnskab, der sluttede 30. juni i år, viser nemlig et nettounderskud på intet mindre end 115,5 millioner pund, melder nyhedsbureauet AFP. Det er svarer til hele 987 millioner danske kroner.

Det store underskud er en realitet, til trods for, at den engelske klub faktisk formåede at øge sin omsætning med 18 procent. I seneste regnskab omsatte de nemlig for 583,2 millioner pund, hvilket svarer til omtrent fem milliarder danske kroner.

Som følge af det negative resultat, er klubbens gæld også blevet forøget i løbet af det seneste år. I årsregnskabet fremgår det, at klubbens nettogæld er steget til 514,9 millioner pund, hvilket svarer til 4,4 milliarder kroner.

Klubbens ledelse peger blandt andet på, at det er pundets fald, der er en af årsagerne til, at deres gæld er steget.

Den primære årsag til det store underskud er dog, at de har en stor spillertrup, der består af nogle af de bedst betalte spillere i hele Premier League.

Sidste år steg deres lønudgifter med 19,1 procent til 384,2 millioner pund. Det betyder, at de har haft lønudgifter i danske kroner for intet mindre end 3,3 milliarder.