Forside Fodbold VM 2034-vært bryder tavsheden med særlig besked til Infantino

VM 2034-vært bryder tavsheden med særlig besked til Infantino

VM 2034-vært bryder tavsheden med særlig besked til Infantino

Saudi-Arabiens fodboldforbund bakker FIFA-præsidenten op med bemærkelsesværdig forbeholden ordlyd.

Efter næsten en måneds tavshed brød det saudiske fodboldforbund (SAFF) torsdag stilheden midt i den værste krise i Gianni Infantinos præsidenttid.

Opbakningen fra værtslandet for VM 2034 kommer dog med den bemærkelsesværdige formulering “på nuværende tidspunkt”, som kan læses som en mere betinget end ubetinget støtte.

“På nuværende tidspunkt støtter SAFF de fortsatte bestræbelser fra FIFA-præsident Gianni Infantino og FIFA’s ledelse på at genoprette enighed på tværs af fodboldfamilien og fortsætte med at udvikle sporten til gavn for alle,” lyder erklæringen fra forbundet.

SAFF roser samtidig FIFA for at have anerkendt fejl og trukket det omstridte FIFA Forward Enterprise-forslag tilbage og kalder det “vigtige første skridt”. Kravet om forbedret governance og transparens står dog fast.

En stribe europæiske forbund har trukket støtten

Den saudiske opbakning står i skarp kontrast til bevægelsen i Europa. Det italienske fodboldforbund FIGC meldte onsdag ud at det trækker sin støtte til Infantinos genvalgskampagne.

Beslutningen skyldes “de seneste initiativer fra FIFA-præsidenten vedrørende governance og udvikling af internationale konkurrencer,” ifølge Fox Sports.

“Vi vil fortsætte med at arbejde sammen med UEFA og de øvrige europæiske forbund for at fremme en vision om fodbold baseret på fortjeneste, solidaritet, bæredygtighed og fansenes centrale rolle,” siger FIGC-præsident Giovanni Malagò.

Italien slutter sig til England, Wales og Irland der allerede har trukket deres støtte, samt til den samlede nordiske gruppe.

“Tilliden til Infantino er væk”

De seks nordiske forbund – Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island og Færøerne – mødtes i sidste weekend i Helsinki og udsendte søndag den 23. august en fælles erklæring.

“De seks nordiske fodboldforbund har mistet tilliden til FIFA’s præsident og er bekymrede over organisationens governance og beslutningstagning på det højeste niveau,” skriver forbundene og kræver en uafhængig ekstern undersøgelse af hele forløbet omkring FIFA Forward Enterprise.

DBU havde allerede fredagen forinden gjort sin position klar med et krav om at finde en modkandidat til Infantino.

“Tilliden til Gianni Infantino er væk, og hverken tilbagetrækningen af forslaget eller den efterfølgende undskyldning for håndteringen af processen ændrer den vurdering,” fastslog forbundet i erklæringen.

DBU tilføjede at forbundet sammen med UEFA og internationale kolleger vil arbejde for at medlemsforbundene ved præsidentvalget i 2027 har “et reelt valg og et troværdigt alternativ”.

20 milliarder dollar var krisens omdrejningspunkt

Sagen bunder i FIFA Forward Enterprise (FFE), et datterselskab som skulle rumme forbundets kommercielle og turneringsmæssige aktiviteter. Planen var at sælge cirka 20 procent af selskabet til private investorer i en samlet vurdering omkring 20 milliarder dollar (cirka 140 milliarder kroner).

Forslaget blev fremlagt tirsdag den 28. juli og trukket tilbage igen mindre end 72 timer senere, efter at UEFA truede med boykot af FIFA-turneringer og CONCACAF stemte enstemmigt imod. UEFA, AFC og CONCACAF beskyldte den 10. august i et åbent brev FIFA-ledelsen for “bedrag” og “fundamentalt tillidsbrud”.

Det ændrer ikke på at krisen har rullet videre siden. Tre af de seks kontinentale konføderationer presser fortsat Infantino, og en stigende gruppe europæiske forbund har trukket deres opbakning til hans genvalg.

Præsidentvalget den 18. marts 2027

FIFA’s præsidentvalg afholdes ved den 77. FIFA-kongres i Rabat, Marokko, den 18. marts 2027. Nominationsfristen for modkandidater er den 18. november 2026, og indtil videre har ingen meldt sig officielt.

Ads by MGDK