UEFA forbereder en straffesag mod Gianni Infantino i Schweiz over det tilbagetrukne salg af VM-rettigheder.
Konflikten mellem europæisk fodbold og FIFA har nu også fået et juridisk efterspil. I dokumenter indleveret ved en domstol på Manhattan har UEFA gjort det klart, at forbundet er ved at forberede en straffeanmeldelse mod FIFA-præsident Gianni Infantino i Schweiz.
Baggrunden er det tilbagetrukne FIFA Forward Enterprise-forslag, en konstruktion, der ville have solgt en andel af FIFA’s kommercielle rettigheder, inklusive VM, til private investorer.
I et 56 siders dokument indleveret ved Southern District of New York fastslår UEFA, at forbundet og “andre interesserede parter” arbejder på en straffesag i Schweiz om grov økonomisk uforsvarlighed efter paragraf 158 i den schweiziske straffelov, oplyser ESPN med henvisning til retsdokumentet.
Retsskridtene i USA er indgivet i tre jurisdiktioner: New York (hvor investeringsselskabet Thrive Capital holder til), Southern District of Florida (hvor FIFA har amerikansk kontor) og District of Colorado (hjemsted for tidligere Liberty Media-topchef Greg Maffei). Formålet er at fremtvinge udlevering af interne dokumenter fra parter tæt på handlen.
Hvad var det for et forslag?
FIFA Forward Enterprise, forkortet FFE, var en model, der ville have solgt en minoritetsandel på 20 procent i et FIFA-datterselskab med kommercielle rettigheder til blandt andet VM. Med Josh Kushners Thrive Capital som ankerinvestor lød prisen på 4,2 milliarder dollar (cirka 27 milliarder kroner), hvilket gav en samlet vurdering af hele selskabet på omkring 20 milliarder dollar (cirka 128 milliarder kroner).
Josh Kushner er bror til Jared Kushner, USA’s præsident Donald Trumps svigersøn. Blandt de øvrige aktører nævnt i sagen er tidligere Disney-topchef Bob Iger og Greg Maffeis investeringsselskab BANN Ventures, ifølge Forbes.
Infantino skrottede planen den 1. august efter voksende europæisk protest. UEFA fulgte den 3. august op med en trussel om retsligt efterspil, og retsdokumenterne blev indleveret den 27. august.
Voldsomme anklager i retsdokumentet
UEFA’s advokater afviser Infantinos egen forklaring om, at planen skulle “frigøre det kommercielle potentiale, som FIFA har”, som en facade. I dokumentet står der, at planen “i virkeligheden var et middel for Infantino og hans lille kreds til at få en permanent ejerandel i og på anden måde profitere af FIFA’s mest værdifulde aktiver til skade for FIFA, dets medlemmer og øvrige parter i fodboldfamilien”.
De 4,2 milliarder dollar bliver af UEFA-advokaterne omtalt som “en svigagtig ikke-markedskonform pris” og som “absurd lav”. Forbundet rejser samtidig spørgsmålstegn ved, hvorfor Infantino overhovedet havde brug for eksterne investorer. FIFA forventes ifølge dokumentet at have cirka 5 milliarder dollar (cirka 32 milliarder kroner) i kontantreserver efter det seneste VM og har omsat for 15 milliarder dollar (cirka 96 milliarder kroner) i cyklussen 2023-26.
FIFA har ikke umiddelbart kommenteret retsskridtet over for Forbes.
Bred europæisk modstand
Retsskridtet er den skarpeste eskalering hidtil i det åbne opgør mellem Europas fodboldforbund og FIFA-toppen. Et voksende antal nationale forbund, særligt europæiske, har trukket støtten fra Infantino, og enkelte har åbent opfordret ham til at træde tilbage inden fristen 18. november for kandidater til det næste FIFA-præsidentvalg.