Officielt: Disse 4 kajakroere skal repræsentere Danmark ved OL
Af: Jesper Bengtson
|
16/05/2024 09:46
Mest læste i dag
Den danske herre K4 sikrede sig kvalifikation til OL, da de roede sig til en fornem 5.-plads ved VM i 2023.
Nu har DIF, der også er Danmarks Olympiske Komité, på baggrund af en indstilling fra Dansk Kano og Kajak Forbund udtaget Victor Gairy Aasmul, Lasse Bro Madsen, Morten Graversen og Magnus Sibbersen til legene i Paris. Kvartetten tager til Paris med selvtillid og drømmen om noget stort.
”Vi glæder os helt vildt! Til oplevelsen og til at komme ud og vise, hvad vi kan, og se, hvor langt det rækker. Vi nyder virkelig at arbejde sammen som hold, og vi har haft et rigtig godt forløb det seneste år. Vi har forskellige baggrunde og er ret spredt aldersmæssigt, men vi arbejder efter fælles værdier, og vi formår at udnytte vores forskelligheder som en styrke. Vi håber, at vi kan gøre det endnu bedre end ved VM, hvor vi blev nummer fem, og vi drømmer selvfølgelig om, at alt lykkes, og vi kan tage noget metal,” siger Victor Gairy Aasmul.
Sådan skriver Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.
Team Danmarks sportsdirektør, Lars Balle Christensen, glæder sig meget over, at Danmark har en firerkajak med til OL i Paris, og han tror, at netop det stærke arbejde med fælles værdier og kultur på holdet kan blive afgørende for, i hvor høj grad det vil lykkes de fire kajakroere at opfylde drømmene i Paris.
”Det er en meget spændende blanding af talent, råstyrke, erfaring, fælles drømme og ambitioner, det er lykkedes at sætte sammen som et hold i firerkajakken. Igennem det seneste år har kurven peget én vej. Det vidner om, at de fungerer som et hold, hvilket er helt afgørende, når fire atleter skal præstere som en enhed. Det er godt arbejde af både de fire kajakroere og trænerteamet, og går det hele op i en højere enhed, kan de nå langt i Paris,” siger Lars Balle Christensen, der er sportsdirektør i Team Danmark.
Også hos DIF bider man mærke i firerkajakkens udvikling gennem det senest år, og Søren Simonsen, der er Chef de Mission for det danske OL-hold i Paris, glæder sig til at se kajakroerne i aktion på det nybyggede Vaires-sur-Marne Nautical Stadium lidt uden for Paris.
”Det er skønt, at vi har en firerkajak med til legene i Paris. Tillykke til alle fire atleter. De har virkelig rykket sig meget det seneste år, og det bliver både spændende og et smukt syn at følge firerkajakken i Paris til sommer,” siger Søren Simonsen, der er DIF’s Chef de Mission for det danske OL-hold i Paris.