Ærlig Mattias Skjelmose: "Jeg havde nogle rigtig hårde samtaler"

Af: Nicolai Busekist

|

15/06/2024 10:27

Cykling
Foto: Obatala-photography / Shutterstock.com
Foto: Obatala-photography / Shutterstock.com
Cykelstjernen Mattias Skjelmose har indrømmet, at han har været nødt til at tage nogle rigtig hårde samtaler.

Mest læste i dag

5. etape af Schweiz Rundt var ikke en succes for Mattias Skjelmose. Tværtimod kan det have været en af de sværeste etaper i hans karriere.

Det er der en helt klar årsag til: han tabte rigtig meget tid i klassementet. Til trods for dette, så kan den dårlige etape vise sig at blive en katalysator for fremtiden.

Allerede fredag var han i stand til at vise, at han ikke var færdig. På 6. etape var han igen med helt fremme, hvor det var sjovest. Han sikrede sig nemlig en flot 3.-plads, da kun Joao Almeida og Adam Yates fra UAE Emirates krydsede målstregen før ham.

Det betød ikke blot, at han kunne glæde sig over at have kørt en rigtig god etape. Det betød også, at han vandt en del tid, og dermed rykkede op på en 4.-plads i klassementet. Ikke desto mindre var det store tidstab på torsdagens etape et hårdt slag for ham.

Jeg havde det rigtig hårdt i går aftes (torsdag, red.) og i morges. Jeg havde nogle rigtig hårde samtaler med nogle, jeg stoler på, og vi kom frem til, at hvis du ikke hedder Tadej Pogacar eller Jonas Vingegaard, så har du bare dårlige dage," sagde Skjelmose til TV 2 Sport.

"Det, at jeg kan rejse mig igen, er det eneste, det handler om. Det handler ikke om, hvor god du er på de gode dage, men hvor god du er på de dårlige dage."

I skrivende stund har han 54 sekunder op til Egan Bernal på 3.-pladsen i klassementet. Han havde svært ved at finde ud af, hvad der konkret gik galt på torsdagens etape. Til sidst fik det ham til at indse, at han ikke kan undgå sådanne dage.