Forventningerne til Mattias Skjelmose var skruet helt i vejret, inden der blev taget hul på den forgangne uge.
Desværre for danskeren forløb det sig ikke helt, som han havde forventet. I går blev der kørt Liège-Bastogne-Liège, og her var danskeren spået som en potentiel udfordrer til den slovenske storfavorit Tadej Pogačar.
Det gik dog helt galt for Mattias Skjelmose, der måtte nøjes med en 28. plads.
Sådan skriver TV 2 Sport.
Det var derfor en noget skuffet 23-årig dansker, der stillede op til interview med TV 2 Sport efter løbet. Her satte han også et par ord på, hvad der gik galt:
"Tadej angriber, og jeg prøver at gå med, for jeg ville dø med støvlerne på, men det fortryder jeg rimelig meget nu." Det store sats endte med at koste ham dyrt i form af energi og dermed placering.
Selvom Mattias Skjelmose skuffede i Liège-Bastogne-Liège, endte han alligevel med at være den bedst placerede dansker. Det faktum var dog tilsyneladende ikke noget, der kunne få hans humør op igen kort efter løbet.
Han fortalte til TV 2 Sport, at han var meget skuffet over sin egen præstation, og det ville tage ham længere tid end normalt at komme sig.
"Måske drømmer jeg lidt for stort og glemmer, hvor stor en mester, Tadej er. Når man kommer for tæt på solen, så brænder man sig også", sagde Skjelmose, hvilket indikerer, at han ser sig slået af en bedre modstander.