Det er ikke Tour de France: Her sætter Tadej Pogacar navn på 'den smukkeste titel' han har vundet

Af: Emil Martesen

|

21/11/2024 20:57

Cykling
Foto: Sergio Rojo / Shutterstock.com
Foto: Sergio Rojo / Shutterstock.com
Her sætter Tadej Pogacar navn på 'den smukkeste titel' han har vundet.

Mest læste i dag

Tadej Pogacar har i år cementeret sin status som en af de mest dominerende skikkelser i moderne cykelsport.

Med en serie af imponerende sejre, herunder både Tour de France, Giro d'Italia, VM og de ikoniske løb Liege-Bastogne-Liege og Lombardiet Rundt, har sloveneren sat sig selv i en klasse for sig.

Hans præstationer har ikke kun sikret ham sportslig anerkendelse, men også en økonomisk aftale, der er uden sidestykke i cykelverdenen.

Efter en sæson, hvor Pogacar gentagne gange har udkonkurreret rivalerne Jonas Vingegaard, Primoz Roglic og Remco Evenepoel, så har UAE-stjernen sat ord på de sejre, der har betydet mest for ham.

I en prisoverrækkelse i Slovenien reflekterede Pogacar over sin ekstraordinære sæson, hvor han blandt andet fremhævede VM-titlen som noget helt særligt:

"Der har været så mange store sejre i år. De største løb, egentlig. Men sejren med landsholdet ved verdensmesterskabet har måske lidt mere betydning", fortalte han til RTV SLO.

Med en soloaktion på 51 kilometer, efter at have revet sig fri af feltet over 100 kilometer fra målstregen, sikrede han sig verdensmesterskabet for første gang i karrieren.

Men selv for en mand, der har vundet alt fra monumenter til etapesejre, er der stadig nye mål og udfordringer på horisonten.

Han nævner UAE Tour, Milano-Sanremo og Flandern Rundt som sine store forårsmål, mens han endnu ikke ser sig selv køre Paris-Roubaix:

"Ikke endnu. Men man ved aldrig. Måske om et år eller to, men Vueltaen bliver nok før Paris-Roubaix", fortæller den slovenske stjerne videre.

På mange måder sætter han to streger under sin kærlighed til klassikerne og VM, som han beskriver som de smukkeste løb i cykelsporten.