Femdobbelt Tour de France-vinder med dyster forudsigelse om Jonas Vingegaard

Af: Nicolai Busekist

|

27/06/2024 10:46

Cykling
Foto: Lecker Studio / Shutterstock.com
Jonas Vingegaard er blevet udtaget til Tour de France, selvom han var ude for et alvorligt styrt under Baskerlandet Rundt tidligere på året.

Mest læste i dag

Efter hans styrt ved Baskerlandet Rundt var der stor tvivl om, hvorvidt han ville blive udtaget til Tour de France. Nu har Team Visma - Lease a Bike bekræftet hans udtagelse, men det er ikke ensbetydende med, at han har niveauet til at vinde.

Det er i hvert fald sådan den tidligere Tour de France-vinder Bernard Hinault ser på det. Han har ikke den store fidus til, at den danske stjerne vil være i stand til at vinde den franske Grand Tour for tredje år i træk.

"Hvis han (Jonas Vingegaard, red.) vinder Touren igen i år, så fatter jeg ikke længere noget af løbet," siger Bernard Hinault til Wielerfliets.

Den i dag 69-årige tidligere cykelrytter har naturligvis sine egne erfaringer at trække på. I perioden mellem 1978 og 1985 vandt han Tour de France hele fem gange.

Hinault ser det som utænkeligt, at Vingegaard vil være i stand til at vinde Tour de France i år. Det skyldes ganske enkelt, at styrtet 'har givet ham en vanskelig periode'. Ved dette styrt pådrog han sig et brækket kraveben, flere brækkede kraveben og en punkteret lunge.

Men hvis Hinault ikke har fidus til Vingegaard, så er der vel en anden rytter, som han ser som favorit? Knap så overraskende peger han på Tadej Pogacar, der dukker op til Tour de France med en stensikker sejr i Giro d'Italia i bagagen.

Det betyder, at den slovenske rytter går efter at blive den første rytter i mere end 25 år, der vinder de to løb i samme sæson. Tidligere har både Alberto Contador og Chris Froome forsøgt det samme, men ingen af dem havde succes med det.

At Pogacar også har kørt Giro d'Italia i år, er ikke noget, der bekymrer Hinault. Han føler sig derimod overbevist om, at han er i stand til at opnå den vilde bedrift.

"Hvorfor skulle det? Jeg har været i stand til at gøre det. Eddy Merckx har været i stand til at gøre det, andre ryttere har gjort det. Så hvorfor ikke Pogacar?" spørger han retorisk.