Af: Nicolai Busekist
|
19/09/2024 09:15
Mest læste i dag
Der skal ikke være nogen tvivl om, at det de seneste år primært har handlet om to cykelryttere, når Tour de France er blevet skudt i gang. Her er der naturligvis tale om Tadej Pogacar og danske Jonas Vingegaard.
De seneste år har der været lagt op til en episk duel mellem de to store stjerner. En duel, der har fået millioner af seere verden over til at placere sig foran fjernsynet. Ligeledes har det fået tusindvis af tilskuere til at dukke op til hver etape.
I år var det den unge slovener, der var klart bedst, men alligevel har UAE Emirates-boss Mauro Gianetti sendt rosende ord i retning af Vingegaard. Det sker i et interview med mediet Wielerflits, hvor han har sat ord på den store rivalisering mellem de to ryttere.
"De to foregående udgaver (Touren i 2022 og 2023, red.) blev vundet af Jonas Vingegaard. En fantastisk mester, en sand kriger, der vandt to gange ved at vise styrke. At slutte foran ham igen i år er vigtigt," sagde han, og fortsatte:
"Vi vidste, at Vingegaard ikke fik chancen for at starte Touren på 100 procent i år, som Tadej havde sidste år. Men vi vidste, at Vingegaard ville blive god. Han havde en solid forberedelse, men ikke 100 procent er ikke 100 procent. Man kan gå ud fra, at det bliver en stor kamp igen næste år."
Derudover kom han også med en nærmest skræmmende forudsigelse. I sit interview med det kendte cykelmedie udtalte han nemlig også, at han mener, at Pogacar kan blive endnu bedre.
Den slovenske rytter er kun 25 år gammel, og ifølge Gianetti er mange ryttere i stand til at forbedre sig fysisk helt indtil de rammer 30'erne.
Med andre ord, så kan det blive endnu sværere for Vingegaard at vriste den gule trøje fra Pogacar næste år. Det samme gør sig gældende for andre favoritter som Remco Evenepoel og Primoz Roglic.
Fodbold
Tennis